Herning på godt og (Corona-) ondt!

Herning på godt og (Corona-) ondt!

7. marts 2020 Af Louise Hededam

Mit Herning i år var lige ved at slutte, før det overhovedet var begyndt. Det gjorde det ikke, men det blev alligevel en amputeret oplevelse.

Jeg tog til Herning torsdag morgen med afgang kl 07. Onsdag aften lavede jeg en forstrækning i min højre fod ved at trække den op af min staldstøvle. Seriøst. Jeg kunne overhovedet ikke støtte på foden onsdag aften og havde ret svært ved at se mig selv tre dage i Herning.

Gudskelov fik jeg hjælp til at pakke den ind om natten, hvor jeg også sov med foden højt, så torsdag morgen kunne jeg støtte på den igen. Det gjorde ondt, men det kunne virke.

Fremme i Herning brugte jeg så torsdag og fredag på at tale med mine samarbejdspartnere, lave et par podcastafsnit (de skal lige klippes sammen), og så har jeg lavet små videointerviews med nogle af Equifirsts dygtige ambassadører, blandt andre Silje Bakken og Filippa Ibsen.

Silje Bakken med skønne Sweetnes

Det var skønt – elsker at tale med hestefolk, som er så passionerede omkring det, de laver.

Corona – den vigtige inddæmning

Men fredag var der pressemøde med Mette Frederiksen, som anbefalede at aflyse eller udskyde arrangementer med flere end 1000 deltagere. På det tidspunkt havde vi vel været ca. 20-30.000 af formodede 70.000 mennesker igennem MCH og Boxen. Kæmpe risiko for spredning af Corona-virus, men med mulighed for at begrænse smitten, hvis DV og MCH besluttede at lukke showet ned.

Jeg var godt klar over, at det var en sygt svær beslutning. Der er så uhyggeligt mange millioner på spil. Men jeg troede faktisk, at man ville følge anbefalingerne, så jeg gjorde mig egentlig klar til at skulle hjem fredag. Havde arrangeret et lift hjem om aftenen og sikret mig, at jeg havde det i ‘kassen’, jeg skulle nå.

For meget på spil økonomisk

Lad mig være helt klar i spyttet: Jeg forstår godt, hvorfor arrangementet ikke blev aflyst. Jeg forstår godt, at det tæller, at DV’s eventselskab ville gå konkurs, og at man måske kunne påberåbe sig force majeure, hvis myndighederne udstedte et påbud. Det forstår jeg helt ærligt godt. Hvad jeg ikke forstår, er, hvordan man kan skrive det på så arrogant en måde, som man gjorde i den pm, der blev sendt ud. Alle medier vinklede på, at hestesporten er pisseligeglad med sikkerhed og sundhed.

Eb.dk fredag eftermiddag

Det havde altså været langt mere forståeligt, om man havde skrevet, at det ville have helt uoverskuelige økonomiske konsekvenser at lukke ned. At det ville betyde arrangementets endeligt – også i fremtiden. Og at man i samme pressemeddelelse havde skrevet, hvad man gjorde senere, nemlig at bekymrede gæster kunne bytte billetter til næste års show. Det havde altså været langt mere sympatisk.

Meddelelse fra DV fredag eftermiddag

Mens jeg var der fredag, fik flere ansatte på forskellige stande besked på at lukke ned og tage hjem, og jeg kan se i dag, at lidt flere er fulgt efter.

Rytters Ridesport lukkede og tog hjem fredag aften

Selv er jeg faktisk glad for at være hjemme og have skånet mig selv for udsættelse for smitte fra de næste 10-30.000 gæster i dag.

Nu må jeg så spørge min arbejdsgiver, om jeg overhovedet må vise mig på kontoret på mandag. Og tjekke med de andre i rideklubben, om de er ok med, at jeg kommer til træning tirsdag og onsdag.

Læs også: Gode erfaringer med brug af laser

Læs også: Campér med din trailer – og fortelt