Første terræntræning – på godt og ondt!

Første terræntræning – på godt og ondt!

17. marts 2019 0 Af Louise Hededam

Endelig blev det tid til årets første terræntræning, som bød på masser af dejlige spring, men også visse udfordringer …

Stævnesæsonen begynder for os militaryryttere lige om lidt. De ultra entusiastiske er kørt til Sydeuropa, vistnok for at jagte en kval til noget junior/youngrider-EM senere i år, mens vi almindeligt dødelige (og gamle typer) ser frem til at ride første stævne i Sverige den 30. marts. Første stævne er i Tågarp, og først terræntræning var på samme bane. Den er heldigvis med så meget grusbund, at den seneste tids syndflod ikke har gjort den store skade.

Corolla-gloning

Første udfordring bestod i, at trænerens bil brændte sammen på en afkørsel i Sverige. Danske Falck insisterede på, at hun ikke måtte forlade bilen, så derfor kørte vi hen og samlede hende op – og holdt så og gloede på den døde Corolla i en time. Det første, den svenske autohjælpermand sagde, var: Hvorfor står du her? Dig skal jeg ikke bruge til noget. Well, vi drønede afsted, og Mia fik flyttet rundt, så morgenens begivenheder drillede mindst muligt.

Sådan ser jeg simpelthen ud 2 minutter før, jeg hopper op på Fritz og rider i terrænet.

Der er den lille hage ved Fritz, at hans meget korte krop kan lave nogle meget spændende badutspring, når han er i et helt særligt humør. Det var han i særdeleshed denne lørdag! De første 20-30 minutter er det bare en kamp for at blive siddende og forsøge at have noget i hånden og mellem schenklerne. Det betyder også, at mange af springene bliver dårlige – men jeg ved, at han får krudtet gradvist af, som sæsonen skrider frem.

Nå, hvis du ellers gad se videoen til ende, så bliver det ganske fornuftigt hen mod slutningen. Synes jeg. Den store vogn, vi tager til allersidst, er først med i 2*.

Planen er, at vi skal ride 100 til det første stævne, og hvis det går uden problemer, så får han lov at debutere i 2* (ny 2* – gammel 1*) i påsken, også i Tågarp. Ellers er det debut i 2* på hjemmebane sidste weekend i april.

Mere ballade med køretøjer

Hjemturen involverede i øvrigt en blæsende tur over Øresundsbroen, men det er der vel ikke noget særligt i i øjeblikket?! Og så var nogen blevet lidt flad, da jeg nåede hjem:

Og for at det ikke skal være løgn, så virker katastrofeblinket i min kassevogn ikke. Det blinkede i hvert fald ikke, da vi trykkede på det på vej til Tågarp. Til gengæld stod bilen så også blinkede lige så sødt til mig søndag morgen. Den knap må jeg vist hellere få en mekaniker til at se på.

Nå men alt i alt en ganske vellykket dag med træning i det svenske – vi glæder os bare helt hysterisk meget til sæsonstart nu!