4 måneder til termin, suk

4 måneder til termin, suk

8. maj 2019 Af Louise Hededam

Det er den 8. maj i dag, og dermed er der nu præcis 4 måneder til Gøjs’ termin.  

Gøjs er ifolet med Bøgegårdens Apollo, og det tog (som faste læsere af bloggen måske kan huske) en del forsøg at få hende med rogn.

Faktisk forsøgte vi med skønne Caballero flere gange, før vi besluttede at skifte hingst. Og da Stutteri Worre også har Apollo stående, var det dejligt at få muligheden for at prøve ham

Jeg snuppede et par billeder af den vordende mor på folden i dag. Hun ser ikke så tyk ud fra den her vinkel, men jeg synes godt nok, det har været svært at vurdere undervejs. Da hun gik i sporten, var hun ikke super let at holde huld på, så hun har eksempelvis altid fået masser af wrap og en krybbefuld lucerne dagligt. Lucernen tog jeg dog fra hende, da hun holdt op med at arbejde.

Lang ventetid endnu

Sådan her så Gøjs ud for en måned siden, hvor de gik på en fold med meget lidt, nedbidt græs:

Her besluttede jeg så at sætte hende lidt ned i wrap, og jeg synes, det har hjulpet, selvom de kom på rigtigt græs for en uges tid siden. Nu får hun bare sine vitaminer og mineraler gennem Breeding Cubes fra Equifirst.

Mine piger spørger tit om alt muligt i forhold til folingen og føllet, men jeg svarer hele tiden, at meget kan gå galt endnu: Der er stadig 4 måneder til termin.

Det håber jeg selvfølgelig ikke, – altså at noget går galt. Men jeg tør heller ikke helt tro på, at jeg om fire måneder står med en mini-Gøjs ❤️