Sikkerhedsudstyr skal sidde godt, være justeret rigtigt – og må også gerne se godt ud. Men hvad nu, hvis brugen af sikkerhedsudstyr faktisk forstyrrer din ridning?

Har man set mig til springtræning eller -stævner, ved man godt, at jeg rider med vest – min gode, gamle, blå level3-panelvest. Jeg kan ikke huske præcis, hvornår jeg gjorde den obligatorisk for mig selv til springning, men for ganske få uger siden, tog jeg den faktisk af og lagde den væk. Jeg fik nemlig en fornemmelse af, at den modarbejdede mig i forsøget på at sidde korrekt og ride mest effektivt. Men lad mig lige sætte lidt flere ord på:

Jeg falder helt generelt ikke ret meget af. Dels bryder jeg mig ikke om det, dels… ja, jeg er sgu bange for at slå mig, og det er vel den primære årsag. Det betyder, at jeg har tendens til at være lidt bagefter i min overkrop i springningen, og for ikke at dyrke det i alt for høj grad, har jeg altså haft en sikkerhedsvest på, så jeg har haft en form for tryghed, hvis jeg nu skulle falde af. Ligesom ridehjelmen, I ved.

Og faktisk husker jeg en undervisningstime for en halv menneskealder siden, hvor jeg faldt af og slog mine ribben og havde ondt i dem en uges tid eller to. Peanuts, tænker jer, der ryger af og slår jer oftere, men jeg kan huske, at jeg stille og roligt begyndte at bruge vesten efter det. For hvorfor risikere et bøjet ribben, hvis jeg kunne forsøge at forhindre det?

Her med min gamle sikkerhedsvest, level3-modellen

Men ind imellem er uheldet jo ude

Sidste gang, jeg røg af, var til springundervisning med Fritz i sommer. Han var så umådeligt kæk, at han klovnede ind over en bette serie og fik bommen på en 60 cm høj lodret mellem forbenene, væltede med mig på nakken, knækkede bommen, og lavede en trykning, fordi han rullede rundt oven på sadlen. Flot, Fritz. Men altså – jeg slog en finger og intet andet. Havde selvfølgelig min vest på.

Mellem jul og nytår var mine gode venner ude at ride vores årlige nytårstur. Jeg var på job og kunne ikke komme med, og min ene veninde var simpelthen så uheldig, at hendes hest pga. lidt tumult i feltet slog hovedet bagover og ramte hende i hovedet. Hun besvimede, gled af – og endte med at revne sin milt, formodentlig fordi hun slog sig på vej ned. Jeg siger ikke, at det kunne være undgået med vest på, men man kunne tænke det.

“I’m a safety girl”

Tilbage til mig selv og vest, for som sagt har jeg spekuleret meget over, om den egentlig har gjort noget skidt for min opstilling og effektivitet, og det er jeg ret sikker på, at den har. Før jul har jeg sprunget uden min vest et par gange og har mærket, hvordan min åndssvagt buede lænd pludselig bedre kunne rundes den modsatte vej, så jeg i stedet for et stift svaj får en langt mere fleksibel, rundet ryg. Det betyder, at jeg rider meget mere med Fritz mod springene, og at han selvfølgelig får meget lettere ved faktisk at sætte af.

Men sikkerheden først (eller “I’m a safety girl’, som Julia Roberts sagde til Richard Gere i filmen, der fik prostitution til at lyde som en fin mulighed for at finansiere sit ekspanderende hestehold) – og jeg kan altså ikke rigtig li’ bare at droppe vesten fuldstændig. Nu har jeg så redet med min airbagvest et par gange, og hvis jeg ser bort fra, at den er lidt tungere i den ene side, hvor patronen sidder, så tror jeg, det er en god mulighed for mig. Alternativet er at få fat i en af de der fleksible, level2, Komperdell-veste. Det er mit umiddelbare indtryk, at dem, der rider med dem, glemmer, at de har dem på, men at de alligevel beskytter rimelig meget, når folk dratter af?!

Uanset hvad tror jeg i hvert fald ikke, jeg er helt klar til at ride uden sikkerhedsvest. Heller ikke selvom jeg aldrig ryger af 🙂

Topbilledet er fra stævne i Glostrup forrige weekend, hvor jeg prøvede at ride med min airbagvest