Når man i løbet af januar på bare otte dage mister sin ridemæssige fremtid hele to gange, så kan det næsten være lige meget det hele, ik?! Nu skriver vi 2023, og jeg vil prøve at lave en hurtig gennemgang af mine ‘ups and downs’ i 2022 – og en lidt uredigeret liste med mine mål, håb og drømme for 2023. (Og jeg må hellere advare om flere billeder af døde heste i det følgende indlæg).
Vi var ikke engang kommet to uger ind i det nye år, før den første tragedie ramte mig og mit hestehold. En sen aften skulle hestene ind fra fold, og Alli, som var knapt 2½ på det tidspunkt, fulgte ikke med de andre ind. Tilde og jeg måtte ud og skiftevis skubbe og trække i hende for at få hende ind, og hun var stærkt nedkølet og temmelig apatisk, da vi fik hende ind. For at gøre en lang historie kort – og fordi tårerne triller ned ad kinderne på mig, når jeg tænker tilbage på det – endte vi med en vagtdyrlæge, som i al hast sendte os mod KVL midt om natten. Der var under en kilometer tilbage, før jeg kørte ind på parkeringspladsen, og da kollapsede Alli for øjnene af mig i traileren. Både en god ting og en temmelig voldsom oplevelse at have kamera i sin trailer. Hun var død, da jeg ankom til KVL, hvor to dyrlæger tog sig af mig og også fik kørt Alli ind i kølerummet.
Det sidste billede af Alli, da jeg ankom med hende til KVL
Obduktionen viste, at hun havde 40 kg tæt pakket foder liggende i bughulen, og at mavesækken havde en 50 cm lang revne. Dyrlægen, der undersøgte hende, fandt også ud af, at mavesækken var abnormt stor, og forklarede mig, at hun ikke har været i stand til at sende foderet videre fra maven til tarmen. Det har taget måneder for hende at ophobe den mængde, hun endte med at dø af, så det er ikke sandsynligt, at jeg ville have opdaget det på noget tidspunkt. Hun har gødet normalt, og det var først det sidste døgn, hun ikke spiste helt op af krybbefoderet. Men jeg er vant til heste, der går lidt til og fra, og der var ikke andet at mærke på hende. Hun var en sej lille tøs, og jeg havde sådan glædet mig til at starte hende op som ridehest stille og roligt i efteråret. Sådan skulle det ikke gå.
…og en til
Otte dage senere kunne jeg så skyde en hvid pind efter mit sidste håbom et afkom efter min elskede Gøjs. Gøjs har aldrig været nogen stor
Velskabt, men født alt for tidligt
stjerne rent sportsligt, men hun har altid haft et hjerte af guld – og nogle virkelig hurtige ben. Så hun har været min stjerne, og der har ikke været diskussion om, at jeg skulle avle et par rideheste til mig selv på hende. Derfor var glæden stor, da det lykkedes en mægtig kompetent dyrlæge på Fyn at ifole hende med Cassado Ask i begyndelsen af 2021. Og jeg glædede mig virkelig til at se, hvad der kom ud af det. Resultatet var et brunt hoppeføl, der desværre kom ud to måneder for tidligt – og altså kunne erklæres død otte dage efter sin storesøster. Endnu en gang måtte jeg til KVL, som heldigvis gerne ville obducere. Det viste sig, at et stykke af moderkagen var død, og at den lille derfor ikke havde fået det, der skulle til for at holde hende i live frem til termin. Hun fejlede ellers ikke noget. Min egen private teori, som jeg ikke har spurgt en eneste dyrlæge om det mulige i, er, at Gøjs simpelthen har reageret på Allis død. Hvorfor skulle det ellers ske med så kort mellemrum?
Nye tider uden heste hjemme
I slutningen af 2021 tog vi beslutningen om at sælge vores gård. Det betød også, at jeg skulle se mig om efter opstaldning til alle mine heste, og jeg fik booket et par pladser til Fritz og Fille på Stengaard, hvor klubben (Haslev Køre- og Rideforening) også holder til. Aftalen var, at jeg kunne sætte dem på sommergræs, når gården var solgt og skulle overdrages, og så skulle der nok blive plads til dem, når de skulle indenfor. Desværre valgte vi en dårlig ejendomsmægler, som sov i timen, og derfor kom gården først til salg, da Putin havde invaderet Ukraine, og inflationen buldrede derudaf. Så i skrivende stund er gården fortsat til salg.
Det har været en fornøjelse at have Daisy i stalden @Le Coeur Photography
Men planerne om at sælge betød også et farvel til Daisy, som jeg nåede at have 1½ år. Hun har en stor plads i mit hjerte, men hendes ejer var frisk på at tage hende tilbage eller få hende solgt. En dag skal jeg forsøge at beskrive det forløb, der burde have ledt til et salg, men som endte hos en dyrlæge, der mente, hesten fejlede noget. Og som i stedet ledte til, at hun flyttede hjem til Høsterkøb. Hende savner jeg nu stadig ind imellem.
Heldigvis også godt nyt
I efteråret rykkede Fritz og Fille på Stengaard, så vi ikke risikerede at stå uden opstaldning. Det er vi virkelig glade for, både Agnes og jeg. Ja, og de to drenge også selvfølgelig. Og Gøjs er blevet selskabshest for min venindes venindes hoppe. Det var en mulighed, der pludselig dukkede op, og Julie er typen, der passer rigtig godt på sine heste – og således også Gøjs, der nyder sin pensionisttilværelse som blommen i et æg.
Året 2022 var også rigtig godt for Fritz. Vi begyndte at springe i marts og nåede at træne et par gange indendørs, før springningen blev flyttet ud. En lille sadeltrykning og et dumt styrt over en bette lodret til træning har givet et par ugers pause i løbet af året, men ellers har vi faktisk været i gang hele tiden. Han får jævnligt behandling af en osteopat i mit netværk. Jeg tror, hun er årsagen til, at han i sin tid fik ok til genoptræning. Og jeg tror også på, at hun skal se ham hver 1-3. måned for lige at holde øje med, at alt er, som det skal være.
Fritz på Vilhelmsborg
Vores største oplevelse var at være til Christmas Show Warm Up i november. Jeg har ikke været på Vilhelmsborg siden slutningen af 80’erne, så det var ret stort for mig at være der. Da jeg var med til det første Equitour-stævne oppe hos Helgstrand, mens jeg arbejdede for Everhorse, kan jeg huske, jeg tænkte, at sådan noget ville jeg også prøve at ride en dag. Siden har jeg tænkt det samme, når jeg har været i Herning – at det kunne være sjovt at prøve at ride til nogle af de større stævner. Og i 2022 fik jeg så muligheden for at tage til CSWU med en klubkammerat, og selvom vi kun red 105 (den mindste tur), og selvom vi havde fejl i alle fire starter, så var det virkelig sjovt at være der. Fritz klarede omgivelserne rigtig flot (det er helt normalt for ham at forsøge at kyle mig af, før det er vores tur til at ride igennem start), og det er jo bare en fornøjelse at ride i et setup med en dygtig banebygger, flotte spring, professionel speak, høj musik og publikum.
Jeg kommer næppe til at ride military på Fritz igen, udover måske et par 90’ere på hjemmebane, fordi vi alligevel er der. Derfor betyder det meget for mig at vælge nogle springstævner, som er lidt mere end bare B0’ere, og det kommer også til at være gældende her i 2023. Så her er listen:
- Håb: At Fritz forbliver sund og rask og bliver stærkere – og fortsætter med at elske at gå til springning
- Drømme: At kunne ride 115-tour til CSWU 2023 – måske med billet til Herning 2024
- Mål: Flere fejlfri 105 i vinter/forår og dernæst flere fejlfri 110 i forår/sommer. Hvis vi skal ride 115 til CSWU, skal han gendebutere over sommeren og gå flere af dem fejlfrit, før vi melder
Og så kunne det måske være fint nok, hvis jeg kunne være lidt mere flittig til at få opdateret bloggen her. Eller hvad synes du?