Dengang red jeg dressur, og her var det mørk, ensfarvet jakke og hvide eller lyse bukser. Derfor har jeg i alle disse år redet med mørkeblå jakke, mørkeblå hjelm og i mange år cremefarvede bukser. Til sidst blev det dog så besværligt at finde cremefarvede bukser i samme nuance som handsker, plastron og underlag, at jeg skiftede til hvidt. Og i øvrigt kunne jeg kun få Nathalie-bukserne i rigtig hvid, og de er nu engang både vildt flotte og utroligt dejlige at ride med.

Hej hej til hatten

Og når vi nu er ved dressursnakken, så er der jo sket nogle ting, jeg faktisk sætter rigtig stor pris på. Den høje hat er væk! Nøj, det gav anledning til sure miner, da den røg ud af FEI, men helt ærligt: Man skal ikke dø af at gå til ridning, og hvis vores elite ikke rider med godkendt hjelm, kan det være svært at forklare vores børn og unge, at det gør vi altså i vores sport. Samtidig synes jeg, hatten lignede noget fra det forrige årtusinde, så jeg er altså glad for, den er røget på porten.

Cremefarvet udstyr på Max til onlinedressur-træningsstævne derhjemme

Næste skridt er at fjerne kjolen og kandaret, og her har jeg ikke helt besluttet mig for, hvad jeg egentlig selv synes. Kjolen er for mig også temmelig oldschool, men en eller anden har på at tidspunkt forklaret mig, at den har den klare fordel, at den dækker lårene lidt, så de mest rullende lår ikke tager fokus fra helhedsindtrykket. Måske er det fatshaming, måske er det helt fint. Uanset hvad synes jeg faktisk, det ser flot ud med kjolen på, og hvis jeg ikke husker galt, kom FEI faktisk ved en fejl til at forbyde kjolen for ungryttere internationalt sidste eller forrige år – av, det gav en masse postyr!

Så er der kandaret. Jeg har selv redet en smule med kandar på Diabloo i tidernes morgen, og jeg kunne sagtens mærke forskellen. Men der er også sket rigtig meget på den front, og når vi til de helt store mesterskaber kan se blandt andre Cathrine Dufour ride rundt med en temmelig løs tøjle til stangen det meste af tiden, så kunne man godt forestille sig, at hun ville kunne styre mange af sine heste rundt på en almindelig trense også. Hvis ellers man kan gøre det uden at spænde næsebåndet stramt, så vil det også give omverdenen et lidt pænere billede af, hvad det er, vi laver. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så ser to bid bare voldsomt ud i én mund. Så for min skyld måtte det også gerne blive frivilligt.

Fra møddingen til stævne

Også hvidt på Daisy i en B0 i 80 og 90

Så mangler jeg bare at komme til pointen om de hvide bukser. Nu er vi nemlig endt der, hvor man til springstævner (indtil landsstævner og undtaget mesterskaber) kan komme i nærmest, hvad man vil. Det er helt fint på de dage, hvor Riders Cup kører 355 starter i B0 på en fredag. Det er nærmest bare træning, og så giver det mening at køre det lidt lowkey. Men jeg har også været til C-stævner, hvor folk kommer i deres hverdagstøj, og det synes jeg faktisk, er lidt ærgerligt. For mig piller det den der særlige stemning ud af et stævne. At man kan se, vi har gjort os umage, før vi møder op. Faktisk red jeg også med hvide underlag længere, end mange andre gjorde, og jeg er egentlig bare stoppet, fordi jeg har fået nogle underlag fra nogle af de brands, jeg er ambassadør for, og de er ikke hvide.

Men vi vil gerne komme ud på en stævneplads, der er pæn og ordentlig. Vi vil gerne komme ind på en opvarmning med rigtige spring og markering af, hvilken vej vi skal ride. Vi vil gerne springe på flotte forhindringer med farverigt eller fantasifuldt fyld – og vi kigger da også på, om det er en pæn roset og eventuelt også en fed ærespræmie, vi får med os hjem. Så synes jeg også, at vi ryttere bør se ud som om, vi ikke lige har været ude og skovle mødding.