Endelig blev det tid til sæsonstart, og det var med bekymring for terrænet, vi kørte til Sverige. Lige den del blev dog ikke noget problem.

Lørdag var sådan en dag, hvor man er træt, når man går i seng. Uanset, hvad der er sket. Der stod nemlig 04.00 på vækkeuret, da jeg skulle op – og den var i hvert fald 22.30, før jeg sov igen. I den mellemliggende tid var jeg til sæsonstart i Tågarp i Sverige, hvor vi skulle ride CNC100.

Vi har redet to LA2’ere i vinters til ca. 66%, og selvom det nye program, vi skulle ride i Sverige, er helt mærkeligt bygget op (trav, galop, trav, skridt, trav, galop, trav), så er det ikke sværere end LA2’en. Anyways – vi havde en god og rolig tur rundt i ridehus med en del at se på, men uden deciderede fejl. Og blev straffet med ca. 61%. Det vinder man altså ikke stævner med.

Nå, det er jo military, så videre på springbanen, hvor vi plejer at være ret seje. Men vi har ikke haft chancen for at træne udendørs endnu, og fristelsen til at tage over og give gas blev for stor for Fritz. Der røg tre bomme, og jeg kan på ingen måde huske, hvor de røg hen og hvornår!

Endelig fart på

Efter noget nær 120 timers ventetid blev det vores tur til at gå i terrænet. Fritz var sød og afslappet på opvarmningen, så det var med rimelig ro i maven, jeg skridtede i startboksen. Vi skulle lige være enige om tempoet og afstandene i begyndelsen (sådan er det tit til sæsonstart), men så havde vi bare en super god tur, som du kan se her:

Træneren og jeg havde egentlig en aftale om, at Fritz kunne få lov at debutere i 2* i Tågarp om tre uger, hvis han var god i denne weekend. Men … vi har lige drøftet det igen, og det bliver altså en tur mere i 100, før vi rykker videre op. Næste tur i terrænet må også gerne ose af overskud!

Og hvis nogen tænker, at jeg har en utroligt fed hjelm på, så kommer der meget mere snak om den senere. (Men i få vendinger: Den er fra KEP Italia, og den er sygt fed!)

Læs også: Første terræntræning på godt og ondt