I Kristi Himmelfartsferien var Fritz og jeg til DM for hold i military i Randers. Det var en god tur på det sociale plan, men også en nedtur rent sportsligt:  Vi var åbenbart ikke klar. Nu må vi øve os på et lavere niveau.

Fritz har gået tre 100-klasser i år uden fejl i terrænet, og han har virket klar til sværere opgaver. Derfor gik han 2* på hjemmebane i april, men kom aldrig igennem terrænet, fordi han (og måske også jeg) var lige knapt skarp nok på et par smalle i kombinationer.

Vi red derfor en 100 i Kalundborg og fik selvtilliden igen. I samråd med træner, Mia Hastrup, besluttede vi så at ride den nye 1* til DM for hold på Kallehavegaard i Randers forrige weekend. Dressurprogrammet bruger de i forvejen til 100-klasserne i Sverige, så det havde vi redet to gange. Springningen går i 110, som vi også er fint klar til at ride.

‘Forkert dommer’

Vi red dressur fredag og måtte som stort set alle andre i 1* og 2* konstatere, at dommeren var fejlcastet. Militaryheste hverken ligner eller bevæger sig som dressurheste. Det er sådan set ikke meningen, for tunge dressurheste vil have svært ved at klare udfordringerne i terrænet. Men denne her lokale B-dommer ville se store bevægelser og høje nakker, og hvad ved jeg, og hans udgangspunkt var 5-tallet. Og så havde han ikke opdaget de halve karakterer. Jeg tror ikke, der er givet så lave karakterer på det niveau før herhjemme. Skandaløst i sig selv. Af 12 ryttere i min klasse var vi 5, der lå under 60%, og ingen var over 70%.

Nå, sådan en oplevelse må man jo ryste af sig, og det var fedt at gå terrænet og se, at det var temmelig meget sværere end 100-niveauet. Også den 2* var godt og grundigt svær til dette stævne, synes jeg.

Stop, stop, stop

Vi havde en fin opvarmning, hvor Fritz fik besked på at hoppe, men også selv virkede klar. Starten var også ok, – dog trykker han sig en del på 1’eren, men det gør de gerne på Kallehavegaard, hvor vi starter på en skovsti.

Det går faktisk rigtig fint indtil 8abc, som er en coffin med en triplebrush på buet spor som c’er. Jeg havde planlagt at ride lidt ud i buen og ramme 5 galopspring, fordi vi generelt lægger en ekstra ind. Men Fritz fløj over grøften, og så passede det perfekt på 4 galopspring. Bortset fra, at han så ikke sætter af, men bliver helt overrasket. Træls. Vi rider til igen og tager den uden problemer.

Næste stop får vi på 13, som er en zigzag-trakehner. Den giver ofte problemer, og hestene har tydeligt svært ved at læse forhindringen. I

andet forsøg kommer han over, men springer så stort, at jeg ikke får redet en ordentlig linje til det efterfølgende hjørne, som vi også inkasserer et stop på. Dødirriterende – især fordi det er 13 og 14, så jeg skulle bare have lavet en volte, før jeg styrede på hjørnet. Anyways – vi var ude på tre stop, og stævnet var slut for vores vedkommende.

En dag som assistenttræner

Søndagens springning foregik derfor med Fritz på fold ude på det dejlige opstaldningssted, vi nu stod på for tredje gang. For mit vedkommende havde jeg et par holdkammerater plus et par klubkammerater, som jeg kunne hjælpe med at få klar på opvarmningen og ved banegennemgang. De fleste red super godt, og det var fedt at de på banen ikke havde de problemer, de måske ellers har kæmpet lidt med. Alle var søde til at hjælpe hinanden, og vi er bare den klub, der hujer ultimativt mest af hinanden. Også når der ryger 4 bomme – men det er så fordi, vi ved, at hesten er udgået på stop de sidste par gange.

Der var også hele tiden nogen, der tog sig af mine piger og endda sørgede for mad til mig. Skøn dag.

Selvransagelse og nye planer

Nå, men jeg er her jo ikke for at se de andre ride, så jeg har lagt nye planer for Fritz. Han har generelt været en slow learner, som skulle gå mange dressurprogrammer, før han forstod, at man ikke skal bukke i galopanspringene. Og vi har haft mange helt kaotiske opvarmninger til både spring og terræn, hvor der oftere var 1 eller 2 ben i jorden end 3 og 4.

Så jeg er nok nået til en erkendelse af, at Fritz ikke er mentalt klar til at gå et niveau op endnu. Han har ikke forstået, at jeg kun styrer ham på opgaver, han kan overkomme (han har masser af kapacitet), så han stiller hele tiden spørgsmål.

Derfor har jeg droppet planerne om at køre til Polen og ride 1* i slutningen af denne måned og melder i stedet i 100 i Sverige i juli. Så tager vi nogle 100, indtil jeg er sikker på, han springer alt, jeg styrer ham på.

Og selvtilliden skal boostes

For at det hele ikke skal virke svært eller uoverkommeligt som nederlag på nederlag, lynmeldte jeg i sidste uge et par klasser til springstævne

i Værløse. Her blev det til en 4. plads i LB* og et stop og en bom i LB**. Han stopper umotiveret på et spring med fyld (der var virkelig mange spring med fyld). Jeg skælder ham så meget ud, at han tager resten af banen i lidt løbsk tempo. Ikke noget, vi ikke kan rette på.

De næste uger kommer med andre ord til at handle om spring-, dressur- og terræntræning, så vi kan blive klar igen. Altså – fra næste uge, for jeg er så småt på vej til Folkemøde på Bornholm for at arbejde, og det betyder fri fri fri til hestene herhjemme.

Læs også: Alt godt til sæsonstart – næsten da

Læs også: Rider du stævner for at vinde?

Topbilledet er taget af Jimmy Leen Friis