Det lykkedes!! Som læsere af min blog (som nu er flyttet hertil fra sit eget domæne, ridesport.nu) måske kan huske, så ankom Rosita til min lille stald kort før jul. Det blev desværre ikke drømmen om prinsessen (altså mig) på den hvide hest, for hun nåede at splitte min trailer ad og sende mig på hospitalet i løbet af bare en uges tid. Og siden har jeg så hverken kørt med hende eller været på ryggen af hende. Indtil nu!
Jeg har ikke ridebane hjemme, og den, jeg bruger, ligger en kilometer hjemmefra og må/kan ikke bruges, når den er våd eller frossen. Trailerkørsel med Rosita har jeg ikke lige kunnet overskue, og derfor har jeg lavet en aftale ude hos min venindes mor, om at Rosita kan stå opstaldet der i nogle måneder. De har ridehus, men der står kun seks heste derude, så der er både ro – og mulighed for at træne under liiiiidt lettere forhold.
Først i trailer
Søndag havde jeg så nogenlunde overskud (efter en lørdag med børnefødselsdag hjemme og en tur til Nordsjælland for at fejre min veninde om aftenen), så jeg var så heldig at lokke Rikke ned for at hjælpe mig med at læsse Rosita.
Vi startede med at sætte Indi (Tildes søde og nemme 2’er) ind i venstre side, og så var jeg ellers forberedt på at skulle stå lang tid i regnen og kæmpe for at få Rosita med ind. Men hun brugte cirka 15 sekunder længere på det end andre heste – og så var hun inde!
Vi lod dem stå i fem minutter, før jeg lige så stille trillede afsted. Ingen ballade i traileren overhovedet.
Rosita ankommer til Stald Grønskov.
Vi fik installeret Rosita i en lækker boks og satte Indi ind ved siden af, mens jeg kørte hjem og hentede Fritz og red lidt bom- og cavalettiarbejde sammen med Rikke og Nexus. Bagefter læssede jeg Fritz og Indi og kørte hjem igen, mens Rosita hilste på sine nye naboer (også to damer).
Og så til ridning
Mandag morgen havde vi aftalt, at jeg skulle hjælpe med at lukke ud, så vi lige kunne være sikre på, at Rosita og Calle kunne finde ud af at være foldkammerater. Han var noget hård ved hende, og på grund af vejret er folden ikke ret stor, men efter nogle runder med gode markeringer fra Rosita turde jeg godt køre hjem igen.
Det var en god beslutning – indtil Rikkes mor, som ejer stedet, ringede og sagde, at Rosita nu gik på folden ved siden af den, hun var lukket ud på. Så måtte jeg afsted igen, og vi fik rykket rundt, så Rosita fik en fin fold alene med Calle på en fold ved siden af.
Sidst på eftermiddagen kom min dressurtræner Karin for at undervise, og jeg havde en tid kl. 17. Jeg havde sagt til Karin, at jeg ikke var sikker på, jeg skulle ride, men at vi lige kunne lave lidt jordarbejde med Rosita, så vi kunne vurdere, om hun kunne overskue at gå til ridning med mig snart igen.
Det gik superfint – hun var meget på Karin hele tiden, også selvom der var folk og heste, der gik ind og ud af stalden og kom ind på banen. Så jeg måtte jo ind og stå på skamlen. Og have foden i bøjlen. Og ligge over sadlen. Og klappe på sadlen. Og rose. Og så… Op med mig. Og så kunne jeg ride lige så fint rundt en 5-10 minutter uden de mindste antydninger af ubehag hos Rosita.
Til gengæld havde jeg selv svært ved at trække vejret, og jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at sidde og være mærkbart nervøs. Rosita var sød til ikke at tage sig af det, men Rikke ringede til mig bagefter og sagde: “Sådan har jeg sgu aldrig set dig før. Du har siddet på nogle heste, hvor jeg bare har tænkt ‘at hun tør’, men den her som bare traver rundt i ridehuset og er helt fin og glad, den er du helt stiv på”.
Well, – vi bliver åbenbart alle sammen ældre, og sådan en tur på hovedet i køkkenhaven og efterfølgende ambulancekørsel – det sætter sig bare i kroppen på mig.