Ny hest – sikke en fest …

Ny hest – sikke en fest …

5. januar 2019 0 Af Louise Hededam

BLOGINDLÆG: Når man får ny hest, er det som regel med en vis spænding, man hopper på nakken af den første gang. I mit tilfælde var det ikke første gang til ridning, der blev problemet …

Kort før jul ankom Rosita til min lille stald. Hun er her ved årsskiftet blevet 10 år gammel, hun er hvid, og hun har ikke gået til ridning de seneste par år, hvor hun i stedet har gået som følhoppe. Hun er havnet hos mig, fordi ejeren er dressur-dressurrytter – og det gider Rosita eftersigende ikke at være med til. Så nu skal vi prøve at se, om den hvide dame kunne synes, det var skægt at gå military. Hun er ifølge flere kilder avlet på en rigtig god springhoppestamme, så der kunne sagtens være noget potentiale her.

Men det er ikke let at få ny hest, har jeg måttet sande. Der gik et par dage, fra hun ankom, til jeg først skulle prøve at ride hende. Jeg havde dagen forinden haft hende i al udstyret og var trukket på ridebanen, hvor jeg longerede hende. Det gik stille og roligt. Dagen efter fik jeg så min mand til at gå med, så han kunne give en hånd, hvis der blev noget – og redde mig, hvis alt gik galt. Det gik så også helt stille og roligt. Derfor turde jeg også godt ride hende afsted selv den følgende dag, hvor vi bare red en tur på vores næsten lukkede vej. Det gik også helt fint.

Svært ikke at nyde sådan en tur!

Første udfordring opstod, da jeg dagen efter ville køre i ridehuset med både den nye og Fritz. Banen var for våd at ride på, så hvis jeg ville have dem motioneret, skulle det altså foregå i ridehuset. Jeg læssede Rosita, som lige skulle tænke lidt, før hun gik ind, men ellers ikke lavede ballade. Da jeg så ville sende Fritz op til hende, lossede hun ud efter ham, og det fik ham til at stikke af. Og så brød helvede ellers løs, for Rosita bryder sig åbenbart ikke om at blive forladt. Hun kastede sig simpelthen rundt i traileren, til både for- og bagbom og skillevæg gav op, hvorefter jeg kunne trække hende ud.

Det kostede også en god gang rifter rundt om Rositas øje, men heldigvis var hverken øjet eller noget andet på damen gået i stykker.

Jeg droppede selvfølgelig alle planer om at ride den dag, og sørgede de følgende dage for at hygge lidt om Rosita for at få hende til at føle sig mere hjemme. Men én ulykke kommer jo som bekendt sjældent alene, så efter jul ville jeg i gang med ridningen igen, og fuld af selvtillid sadler jeg Rosita op og går ud til skammelen for at stige op. Hvad der præcis er sket herfra, ved jeg ikke, men Rosita går, imens jeg forsøger at komme op, og det resulterer i to bukkespring og mig, der ender med hovedet først nede i mulden i min køkkenhave. Hesten skrider, jeg kan mærke, at jeg ikke er 25 år længere, og at jeg har slået mig, så jeg vælger at lægge mig om på ryggen og forsøger så at få fat i først min mand og siden min veninde, som bor længere nede ad vejen. Hun kommer lynhurtigt og vurderer, at jeg har så ondt i ryg og nakke, at det er bedst at få mig undersøgt ordentligt. Så hun ringer 112 og får mig sendt i en ambulance til Slagelse Sygehus. Her bliver jeg CT-scannet, og gudskelov er intet brækket, så jeg får lov at tage hjem igen.

Ih, hvor jeg nyder at ligge fastspændt … Ambulanceføreren måtte desværre klippe i min DV-jakke, men heldigvis slap min yndlingstrøje fra A-Equipment med skrækken 😉

Siden har jeg ikke været til hest, for jeg har været virkelig forslået (og er det stadig, skide alder …), og så har det også være nytår, og jeg har også fået halsbetændelse, suk.

Min veninde, Rikke, kom og sørgede for hestene, da jeg smuttede med ambulancen (Rosita stod ude ved siden af folden fuldt opsadlet og græssede), og hun var også så sød at overtage Fritz til min undervisning i denne uge.

Rikke og Fritz efter endt ridetime.

Udover at blive rask og mere fleksibel i nakke, ryg – og i øvrigt også mit højre knæ, som også fik en hård medfart i mit fald, så er planen nu at få lidt hjælp af min ene træner til at læsse Rosita i traileren og til at få hende til at stå helt stille, når jeg skal op. Jeg tror ikke, der er noget ondt i hende, men hun er helt sikkert længere tid om at falde til, end de fleste andre af de heste, jeg har kendt, og så må det jo bare tage den tid, det tager.

Af Louise Hededam – Ponymor i hvide ridebukser