Fodring af den overenergiske hest

Fodring af den overenergiske hest

22. maj 2018 1 Af Line B

Er din hest en af dem, der altid løber rundt i folden? Spooker den for det mindste blad, eller vandrer den rundt, mens du sadler op? Ofte vil man høre løsningsforslag som: “Tag havren fra den”, og det er måske ikke helt forkert. Kristen Janicki er uddannet indenfor fodring af heste og har siden 2010 arbejdet med fodring af konkurrenceheste. Til The Horse siger hun:

– Mange faktorer har indflydelse på, om en hest er hyperaktiv, dette inkluderer arvelige forudsætninger, træning og erfaring, management og fodring. I de fleste tilfælde er det mere end en faktor, der spiller ind, og uden en forståelse for dette er det nemt bare at skyde skylden på foderet, især kraftfoderet.

Det daglige energiindtag skal passe til hesten

En hests daglige energibehov afhænger af dens træningsniveau og fysiske tilstand. I de fleste tilfælde giver overskud af energi fra foderet anledning til overvægt, men det kan også vise sig som en hest, der spooker lettere eller bliver vild at ride på.

De to primære energikilder for en hest er kulhydrater og fedt. Kulhydrater får hesten via sit grovfoder, græs og ofte også fra krybbefoderet. Fedt stammer oftest fra olie og olieholdige kerner som hørfrø eller risklid. Mange tror, at hesten også har protein som en primær energikilde, dette er ifølge Janicki ikke tilfældet, og man skal derfor ikke være nervøs for at give for meget energi i form af protein.

Samme reaktion på sukker som på stressede reaktioner

Afhængigt af fodersammensætningen lagrer hesten energien forskelligt. Fodres der med foder indeholdende store mængder af let nedbrydelige kulhydrater, dannes der glukose, som trækker ud i blodet. Glukose i blodet er også en af de ting, der sker for en stresset hest, her er det bare stresshormoner, der gør, at glukoseniveauet stiger. Ifølge Janicki er det lidt samme reaktion, man kan se hos heste, der er stressede, og heste der har fået forhøjet glukoseniveau grundet et stort måltid let nedbrydelige kulhydrater.

– Forhøjet glukoseindhold i blodet kan give anledning til hyperaktivitet da hestens flugtinstinkt bliver aktiveret…Ved at give nogle af kalorierne fra fibre eller fedt istedet for let fordøjelige kulhydrater, kan man i nogle tilfælde nedsætte denne respons.

I et forsøg fra Midway University i Kentucky har Janice Holland undersøgt effekten af at supplere kosten med fedt hos unge heste. Hvor langt de bevægede sig, og hvor let de blev forskrækkede, blev målt. Efter at have tilsat 10 % fedt til en diæt ellers bestående af korn, faldt begge dele.

– Nyligt fravennede føl fodret med fedt og fiber brugte mindre tid på at gå og trave, kaldte mindre og bevægede sig over kortere distancer.

I et studie fra 2000 fra University of Minnesota fandt forskerne, at fuldblodsheste fodret på en fedtholdig diæt var roligere og lettere at arbejde med, end dem der blev fordret med meget stivelse.

Det er ofte ikke krybbefoderets skyld

Man kan ikke nøjes med at tænke over, hvad man kommer i krybben, for fodring handler om meget mere end krybbefoderet. Ofte er det let at give kommercielt tilgængelige foderblandinger skylden på grund af deres høje procentvise indhold af sukker og stivelse. Men overordnet set er det en ganske lille del af det samlede sukkerindtag, der kommer fra krybbefoderet. Græs kan indeholde op til 50 % let nedbrydeligt kulhydrater, hvilket potentielt kan give samme mængde sukker som et foder udviklet til løbsheste i fuldt arbejde. Det kan derfor hjælpe at begrænse adgangen til græs enten ved at sætte hesten på stald eller ved at give den en mundkurv på, siger Janicki.

Beroligende tilskud og urter

Der findes kun ganske lidt evidens for, at alle de tilskud, der lover roligere heste, rent faktisk virker. Dette er i nogen grad på grund af manglende forskning, og der er som sådan derfor heller ikke evidens for, at de ikke virker. I et studie med tilførsel af magnesium kiggede man på hastigheden, en hest opnåede, når den flygtede fra noget, der forskrækkede den. Her blev det observeret, at heste, der fik 10 g magnesium ekstra (udfodret som magnesium aspartat), løb langsommere væk fra den potentielle fare, end heste der ikke fik tilført ekstra magnesium.En del urter har også ry for at være beroligende, her skal man dog holde sig for øje, at ikke alle urter er fri for doping, så hvis det især er i stævnesituationer, man ønsker sig en mindre vild hest, så er det ikke altid en mulighed. Blandt urter på dopinglisten i 2018 kan blandt andet nævnes baldrian og djævleklo. Dansk Rideforbund følger FEI, når det kommer til doping, og man kan således downloade CleanSport appen og søge efter stoffer, der hvis man er i tvivl.