Sponsorer trækker sig efter sag om brug af pisk

Sponsorer trækker sig efter sag om brug af pisk

11. maj 2018 Af Line B

Sagen om Oliver Townends brug af pisk under dette års Badminton Horse Trials har nu kostet rytteren nogle af sine sponsorer. På Ridesport.nu kan du blandt andet se video af dele af banen samt læse Oliver Townends undskyldning. Opsigelsen af sponsoraterne kommer i kølvandet på reaktionerne på de sociale medier.

Militaryentusiaster i chok

I en svensk militarygruppe går debatten lystigt, om hvad der havde været passende sanktioner.

De fleste militaryryttere er stolte ved at ride military, og går ekstremt op i deres hestes velbefindende, så de føler sig meget ramt over, at et af deres idoler på den måde kunne tilsidesætte sine hestes behov. Således bliver der i både inden og udenlandske grupper om military skrevet, at man ikke forstår, hvorfor han fik lov at fuldføre. Hvordan det kan være, at det kun blev til advarsler og ikke gule eller røde kort. Hvordan manden overhovedet kan sige, at han elsker sine heste, og mange andre tilsvarende ting.

Også danske militaryentusiaster finder det problematisk, at Oliver Townend kunne gå fra Badminton med en advarsel og to topplaceringer.

Sponsorerne er splittede

Et par af Oliver Townends sponsorer har valgt at trække sig fra samarbejdet med rytteren. Onsdag d. 9/5 bekræftede Jump 4 Joy at de havde trukket sig ud af teamet. I en pressemeddelelse skrev de
– Vi tager dyrevelfærd meget seriøst, og sætter trivslen for alle heste i højsædet.

Lincoln Equestrian kom med en tilsvarende udtalelse tidligere i dag
– Vi har i noget tid overvejet, under hvilke forhold vi ønsker at tilbyde sponsorater. Efter weekendens episoder føler vi, at det nu er tid til at foretage nogle ændringer for fremtiden. Hestenes velfærd og trivsel er fundamentet for vores brand, med tanke på det og efter at have kigget på hvad vores loyale kunder har haft af kommentarer til episodern, har vi valgt at afbryde vores samarbejde med Oliver Townend.

Der er dog også flere der fortsat vil støtte op om Townend. På Facebook skriver Equestrian Arenas LTD
– Vi vil blive ved Olivers side, jeg har personligt set, med hvilken omhu og dedikation han passer hver enkelt hest, vi er stolte af at blive associeret med et så godt team.

Også Equi-Trec har valgt at bibeholde samarbejdet
– Vi støtter flere forskellige ryttere, og mener at hele pointen, med at støtte dem er at være der både i gode og dårlige tider.

Cyclo-ssage kom med en interessant betragtning. De har støttet Townend siden 2011 og annoncerede at
– vi foretager ikke vurderinger om sponsorater på baggrund af en storm på de sociale medier.

Er det en heksejagt eller et reelt problem?

Med de sociale medier er det blevet meget nemt at komme til orde i en stor forsamling. Dermed kan en fejltagelse hurtigt komme til at koste mere, end den straf FEI eller det nationale forbund uddeler. Det har flere ryttere været udsat for både herhjemme og i udlandet. Mange husker sikkert historien om Andreas Helgstrand og Akeem Foldager i 2014, her førte en storm på de sociale medier til dødstrusler og mistet sponsorat hos Equsana. Tilsvarende har den Amerikanske rytter Marilyn Little også været udsat for en storm, der har kostet hende sponsorer. Men hvor langt er det ok at gå i de her sager. En af kommentarerne på Horse and Hounds Facebook opslag lægger op til debatten

Er OT (Oliver Townend red.) kendt for sympatisk, opmuntrende ridning? Nej
Er hen utroligt konkurrenceminded? Ja
Er han succesfuld? Ja
Kan alle lide ham? Nej
Er han ligeglad? Ja
Er han den eneste professionelle som er hård ved sine heste? Nej
Ville jeg sende en hest til ham? Nej, eller ikke en jeg kunne lide.
Begik han en kæmpe fejl under Badminton? Helt sikkert
Fortjente han at blive straffet? Så absolut – og det blev han
Skulle andre ryttere have været straffet? Ganske givet
Har han fortjent et karaktermord og en forsøg på at ødelægge hans karriere via sociale medier? Overhovedet IKKE!

Pavo