Selv raske heste får problemer med insulinrespons, når de bliver gamle

Selv raske heste får problemer med insulinrespons, når de bliver gamle

10. maj 2018 Af Line B

Når man taler om sukkersyge blandt heste, tænker de fleste på heste med EMS eller tilsvarende hormonelle problemer, især i forhold til regulering af insulin. Disse problemer kræver særligt fokus på sukker og stivelsesindholdet i foderet, og kan give følgeproblemer som forfangenhed. Nyere forskning tyder dog på, at det ikke kun er heste med et kendt problem, der skal have særligt foder, når de bliver ældre.

To studier af ældre hestes insulinrespons er for nyligt blevet publiceret. Studierne undersøgte sammenhæng mellem fodring, alder og insulin.

Insulin styrer sukkeroptaget

Insulin er et vigtigt signalstof i forbindelse med kroppens forbrænding af sukker. Frigivelsen af insulin signalerer til cellerne, at de skal bruge glukose (sukker) fra blodet. Måles der for højt insulinniveau i blodet, hænger det ofte sammen med insulinresistens, altså at cellerne ikke responderer korrekt på frigivelsen af insulin. Andre gange producerer kroppen bare mere insulin end nødvendigt, når kroppen optager sukker. Årsagerne til det forøgede insulinniveau er mange, og man har derfor indført den samlede betegnelse insulindysregulering, altså at der er problemer med at regulere insulinniveauet.

Ældre heste sammenlignet med voksne heste

I de to studier blev voksne heste brugt som kontrol. Disse var i det ene studie mellem fem og 12 år og i det andet i gennemsnit 8,8 år gamle. Gamle heste var i det første studie over 19 år og i det andet i gennemsnit 20,6 år. Alle hestene var kategoriseret som raske, og havde ikke kendte stofskiftesygdomme.

I begge studier blev det undersøgt hvordan insulinresponsen fungerede ved injektion af glukose. Det blev så undersøgt om der var forskel på ældre heste og voksne heste og om fodring havde en indflydelse på resultatet.

Gamle heste altid i risikogruppen

Resultaterne viste at uanset hvordan man fodrede hestene, var der altid større risiko for problemer med regulering af insulin i gamle heste. Fodring var dog ikke uden betydning, og den højeste insulinrespons blev således observeret i ældre heste fodret på stivelsesholdigt foder.

Studierne, som er foretaget i samarbejde med Spillers, bekræfter at selv raske ældre heste kan have en forøget insulinrespons sammenlignet med yngre heste. Det er derfor vigtigt at tænke sig om, når man vælger energikilde til sin seniorhest, så man ikke fodrer med for meget sukker og stivelse. Dette gør sig især gældende ved heste der i forvejen er i risikogruppen for fedme, forfangenhed, PPID (cushings) og lignende.

Pavo