Sådan afkoder du en salgsannonce

Sådan afkoder du en salgsannonce

11. april 2018 Af Louise Hededam

“Der er ikke noget værre end at lede efter ny hest!” Det burde være de fleste rytteres yndlingsbeskæftigelse, men det der med at finde sin nye, firbenede, partner-in-crime er ikke altid nogen let opgave. Og tit gør annoncerne det ikke ligefrem lettere – nogle gange gør de det så til gengæld temmelig meget sjovere.

Vi bringer her fra Jumper Nation:

Køberens guide til at afkode salgsannoncer

(Og ja, det er mest for sjov)

Venlig nok til en amatør med lille budget – Jeg har redet hesten fem gange, og den har aldrig bukket, så den er god.

Behøver let vedligehold – Halt på to ben … og du skal nok skippe handelsundersøgelsen.

Din næste S-hest – Jeg skal af med den, for jeg har opdaget, at den ikke har skyggen af talent, så jeg håber bare, at andre er blinde og vil tro på, hvad jeg siger.

Gudesmuk hest – Det faktum, at hesten er broget, er den eneste kvalitet, den har.

Sensibel hest – Læg benene om hesten, og du er galoperet til Tyskland, før du ved af det.

Ser ud som en Dansk Varmblod, men er til at betale – Denne her blanding af et muldyr og en bryggerhest er ikke rigtig en varmblodshest, men den har nærmest højden, så det tæller vel også…ik?

En engel i stalden – Ja, og dit værste mareridt, når du sidder på den, men hvem behøver skrive det?

Enhjørningealarm!!!! – Læg et nul til for hvert udråbstegn, for den her hest er LANGT over dit budget.

Som købere er vi nødt til at tage alt med et gran salt og selv tjekke alle oplysninger, vi kan finde på hesten, som de så rigtigt skriver på Jumper Nation. På Ridesport.nu sidder vi også ind imellem og griner lidt af de formuleringer, sælgere kan finde på, når de skriver en salgsannonce. De bedste annoncer er ikke nødvendigvis dem, der hører til en fejlfri hest, men dem, der er ærlige omkring, hvilke fejl hesten eventuelt måtte have. Vi kan jo ikke allesammen have råd til en gudesmuk, fejlfri Dansk Varmblod med enhjørningeevner og muligheden for at nå til tops i samtlige OL-discipliner inklusive skøjteløb, vel?!

God hestejagt, folkens!