Lad os først slå fast: Ridesport.nu mener også, at hestens velfærd må stå øverst, når vi har valgt at bruge vores firbenede ven som et redskab til at dyrke sport. Det var derfor også med stor interesse, vi kastede os over det nyligt publicerede studie, som dyrlæge Mette Uldahl og en af verdens førende forskere, Hilary Clayton, står bag. Det er blandt andet dette studie, der har ledt til den meget omdiskuterede næsebåndsregel.
I disse dage kan du her på sitet læse lidt mere om, hvad der står i det studie, og de første artikler har allerede givet anledning til en del debat. Og her på redaktionen har vi tilsvarende gjort os nogle tanker.
Offentliggørelsen af undersøgelsen har været længe undervejs, fordi man har måttet vente på, at studiet blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift Equine Veterinary Journal. Men Dansk Ride Forbunds bestyrelse valgte efter at være blevet præsenteret for en enkelt konklusion i studiet at indføre reglen om, at næsebånd ikke må være strammere, end at man kan få en genstand på 1½ cm ned mellem næsebånd og næseryg.
Studiet giver bestemt anledning til at diskutere vores brug af udstyr på hesten, men efter offentliggørelsen springer flere ting i øjnene:
- Der er noget paradoksalt i, at man både med sporer og bid finder så lidt blod, at man rykker indikatoren for ‘problemer’ til at være læsioner og hår.
- Selvfølgelig er det ikke ønskeligt, at udstyr skal skade hesten, men nogle af fundene er så små og kan svært relateres udelukkende til udstyr anvendt på stævnepladsen.
- Hvad stiller man op med de øvrige dele af studiet – altså bid, sporer, anvendelsen af pisk mm – skal der også laves skrappere regler på det område?
- Og hvilke skader på hesten vil vi egentlig leve med – er afsætning af hår på sporen ensbetydende med hård eller forkert brug af et hjælpemiddel?
Vi håber, at bestyrelsen i DRF vil bruge resultaterne af undersøgelsen med omtanke og sørge for at involvere relevante parter, inden der laves eventuelle nye regler. Det skulle jo helst ikke blive sådan, at vi må parkere hesten i stalden og tage en kæphest med til stævne i stedet for, fordi vores fokus på velfærd kammer over i en grad, så vi ikke længere kan bruge hesten til at ride på. Det bedste, der kan komme ud af undersøgelsen her, er nok snarere, at vi får mere viden om, hvordan vi bruger og misbruger vores udstyr, så vi som ryttere kan reflektere over, om det er det rigtige, vi gør, – både på stævnebanerne og derhjemme.
