Ridesport.nu ændrer profil

Ridesport.nu ændrer profil

4. september 2018 Af Louise Hededam

I marts måned åbnede vi Ridesport.nu i håb om at kunne tilføre hesteverdenen et uafhængigt medie med nyheder om både sport, pleje og forskning. Vi kom godt fra start med en rigtig fin modtagelse fra jer læsere, og det gav os lysten til at knokle på.

Det har imidlertid vist sig svært at holde tempoet oppe, når vi også skal passe vores lønnede job, vores heste, børn og øvrige privatliv. Derfor gik gassen lidt af ballonen før sommerferien, og nu skal vi tage stilling til, om vi skal op i gear igen.

Konklusionen er, at det har vi ikke energi til på nuværende tidspunkt. Ulønnet arbejde er desværre noget af det, der skal skæres fra, når tiden er knap, og mens det ikke tager mere end et par minutter eller fem at læse vores artikler, så tager det hurtigt flere timer dagligt at producere indhold til sitet. Og det har vi valgt at stoppe med. For nu.

Sitet består, og i første omgang vil Podcasten Ridesport Nu have sit udgangspunkt her. Indholdet kommer måske mere til at have blogform og vil i endnu højere grad afspejle vores personlige interessefelter, fremfor en mere objektiv, journalistisk udvælgelse af stof.

Hvis vi for alvor skal op i gear igen, så skal der økonomi i sitet. Det vil sige, at nogen skal finde interesse i at finansiere den tid, vi skal bruge, for at lave daglig nyhedsdækning om heste, ridesport, forskning osv.

Indtil det eventuelt måtte ske, håber vi, I fortsat vil nyde de ting, der (mere sporadisk) bliver postet herinde.

– Line og Louise