Patrik Kittel: Vores sport skal udvikles!

Patrik Kittel: Vores sport skal udvikles!

9. maj 2018 Af Line B

I en kronik på Tidningen Ridsport tager den svenske dressurrytter Patrik Kittel fat i et af problemerne med moderne ridesport: manglende tilslutning fra andet end “hestefanatikere” – som han kalder dem.

– Jeg elsker dressur, klassisk dressur, men har indset, at vores sport må følge med tidens gang og udvikles. Selv de mest engagerede dressurfans må indrømme at 50-80 ryttere i Grand Prix ved de store mesterskaber er svært at føle sig begejstret over, skriver Kittel.

Dressurrytteren har dog andet end kritik for sporten, som den eksisterer i dag. Han har gjort sig nogle tanker om at gøre mesterskaberne mere attraktive for publikum:

– Den indledende Grand Prix skal ved mesterskaber minde lidt om küren med et frit program til selvvalgt musik og et antal obligatoriske øvelser. Men programmet skal være kortere, og hver øvelse må kun vises en gang, og så skal der være en maksimaltid på omkring 4,30 minutter … Rytteren rider til selvvalgt musik, men det er kun det tekniske, der bedømmes, lyder forslaget fra Kittel.

Fejl skal koste

Kittel ser mange fordele i det. Dels vil man kunne afvikle hele første runde på en dag, og dels vil det give mere variation og være mere tiltalende for publikum. Han mener, at konceptet med at øvelserne kun må vises en gang, vil gøre det mere spændende, da man ikke har chance for at gøre en øvelse om, hvis man har lavet fejl første gang.

– Lidt fejl fra vores side kommer med sikkerhed til at gøre det hele mere spændende.

Kittel foreslår, at resten af strukturen mere eller mindre beholdes. Således går ca. 25 ekvipager videre til Grand Prix Special. Det program, mener Kittel, viser virkelig, hvor gode ekvipagerne er, så det skal blive. Fra Specialen går de 15 bedste videre til küren, som vi alle kender og elsker den. Nogle vil måske kritisere, at så få får lov at ride videre i mesterskabet. Til det siger Kittel:

– Det er det, der er hele pointen – det skal være de allerbedste, eftersom det er et mesterskab … På den her måde beholder vi den klassiske Special, og ingen kommer på podiet uden at have klaret det sværeste af alt.