Nye udklasninger på tværs af disciplinerne

Nye udklasninger på tværs af disciplinerne

5. september 2018 Af Line B

Ved mange stævner vælger arrangørerne at afvikle klasser, som er lukket for “de bedste” ryttere. Det giver muligheden for, at nye ryttere kan få en placering eller kvalificere sig til en finale. Normalt ser man udklasninger på hest, rytter eller ekvipage indenfor den disciplin, som stævnet afholdes i, men Danish Derby går i år nye veje. Her har man til en cup i springning valgt udelukkelseskriterier, der vedrører resultater i military.

For første gang sidste år blev der ved Christmas Warm Up afviklet kvalifikation til Krafft Tour of Amateurs. Her kunne 25 ryttere kvalificere sig til at ride ved hingstekåringen i Herning – og vinderen fra Herning fik mulighed for at ride ved det store Falsterbo Horseshow i juli måned. Til Falsterbo var Krafft Danmark og Danish Derby så heldige at få hele tre pladser, hvilket gav plads til både Berit Wheler, Lisa Møller Andersen og Cecilie Voller Kjaerulff. Det var en enorm succes, og rigtigt mange ryttere drømte om at ride med. Det kan man også se på hastigheden, hvormed klasserne med kvalifikationer er blevet fyldt op i år. Det tog kun ganske få dage.

En ekstraordinær oplevelse for distriktsstævnerytteren

Tanken bag turen er ifølge stævnearrangør Casper Cassøe at give distriktsstævneryttere mulighed for en helt ekstraordinær stævneoplevelse. Derfor har man da også valgt at udelukke ryttere, der i 2018 har opnået placering i sværhedsgrad 3 (MB) ved B-stævner og op. Denne udelukkelse var også gældende sidste år, og fungerede rigtigt godt.

Som noget nyt i år vil arrangørerne gerne sikre, at det udelukkende er ryttere, der ikke normalt rider landsstævner, der er med. Derfor har man i år også valgt at udelukke ryttere, der har placering i sværhedsgrad 3 (CNC100) ved militarystævner. I military skælnes ikke mellem B- og C-stævner, men alle klasser i sværhedsgrad 3 er B-klasser, og derfor bliver alle militaryryttere, der har placering i CNC100 i 2018 udelukket fra Krafft Tour of Amateurs.

I CNC100 er højden på springene på springbanen 105 cm, hvilket i springreglementet sidestilles med sværhedsgrad 1, så en fejlfri springning i CNC100 giver kategoriseringspoint på lige fod med LB-springning. Derfor kan det sikkert undre nogen, at man har valgt at lade netop denne klasse være grund til udklasning i amatørturen. Her forklarer Casper Cassøe, at man anser, at sværhedsgrad 3 er på samme niveau uanset disciplinen, og det er således ikke springhøjderne, man har lagt vægt på ved denne udelukkelse, men udelukkende at man vil være sikker på, at det er ryttere, der ikke rider landsstævner, der er med.

Andre kvalifikationskrav i Sverige

Det er helt sikkert for de fleste af deltagerne i kvalifikationen en kæmpe drøm at komme til at ride ved Hingstekåringen i Herning og ikke mindst at være blandt dem, der får lov at ride i Falsterbo. Her konkurrer man mod ryttere, der har opnået kvalifikation i Sverige og i Norge. I Sverige er systemet for at kvalificere sig noget anderledes end i Danmark. I Sverige samler man point ved alle distrikts-, lands- og elitestævner i 120 og 125 cm. Dermed har de svenskere, der har opnået kvalifikation til Falsterbo, ganske ofte en del placeringer i 125 cm ved det, vi herhjemme vil kategorisere som b-stævner, og de ville derfor være udklasset, hvis de skulle kvalificere sig i Danmark. I Sverige er man udklasset, hvis man er placeret i 140 cm eller har redet 145 cm.

Vil vi se mere overlap mellem disciplinerne i fremtiden?

Det er kun ganske få år siden, at fejlfri runder i militaryspringning begyndte at tælle i kategoriseringen til springstævner, så en militaryrytter, der har redet fejlfrit i xx til militarystævne, nu er kvalificeret til at ride xx til springstævne. Der er endnu ikke udviklet kategoriseringsregler i dressur, og vi ved derfor ikke, om der også her vil være overlap af kvalifikationer. Tilsvarende er der ikke umiddelbart lagt op til, at kvalifikationer fra dressur- eller springbanen kan anvendes til kategorisering i military.