Ny positiv herpesprøve på Dalumgaard er ikke overraskende

Ny positiv herpesprøve på Dalumgaard er ikke overraskende

4. juni 2018 Af Louise Hededam

Der er ikke overraskende fundet endnu en hest smittet med herpesvirus, EHV1, på Dalumgaard Rideklub. Kendskabet til den nye smitte blev spredt på Facebook fredag den 1. juni, og i dag er der kommet udmelding fra SEGES, Dansk Ride Forbund og Den Danske Dyrlægeforening – faggruppe heste, som du kan læse her.

Den syge hest på Dalumgaard er fundet indenfor stedets egen karantæneperiode, og det forholder sig på samme måde som med kværke, at der sagtens kan opstå nye tilfælde mod slutningen af karantæneperioden. Som det står i udmeldingen fra DRF, SEGES og DDD, kan en karantæne reelt først ophæves, når ‘besætningen aktivt er testet fri for smitte’, hvilket betyder, at der skal tages prøver af et antal heste.

Formand for bestyrelsen i Dalumgaard Rideklub, Charlotte Eggert Eggertsen, skriver fredag:

Hvis der ikke opstår nye tilfælde, vil vi være ude af karantænen d 11. juni.
Da hesten står i beriderelevernes stald, har den dybest set været i isolation, og beriderelevernes stald vil indtil en negativ prøve fortsat være i isolation.
Vi fortsætter med at tage temperatur minimum to gange om dagen, og der kan ikke komme nye heste ind, og der kommer ingen heste ud fra Dalumgaard

Ridesport.nu har i dag været i kontakt med Højgård Hestehospital og fik her bekræftet, at det seneste fund ikke er overraskende og heller ikke ændrer på situationen, som den blev beskrevet i videoen, du finder i opslaget her.