Mit føl runder 8 måneder – og jeg er stadig pænt blank!

Mit føl runder 8 måneder – og jeg er stadig pænt blank!

1. maj 2020 Af Louise Hededam

Suk. Jeg er sådan en, der er vant til at have styr på ret mange ting. Men det der med at få føl – det er jeg bare ikke for god til!

Lille Alohomora har nu passeret de 8 måneder. Hun er sød og skøn og vokser fint. Da hun var væsentligt mindre, lavede jeg et blogindlæg om, hvor lidt jeg ved om at have føl. Jeg er heldig at kende mange, jeg kan spørge til råds, men ind imellem må jeg også lige selv opsøge svar på mine spørgsmål. Som eksempelvis hvornår føllet skal indberettes. Vi fandt egentlig relativt hurtigt ud af, at hun skulle hedde Alohomora, men det var i sidste øjeblik, jeg nåede at indberette det til Seges. Normalt får man vist en følanmeldelse, men (måske pga den sene fødselsdag) den var ikke nået frem til mig. Heldigvis kan den hentes på Seges’ hjemmeside, hvoraf det også fremgår, at attesten skal være sendt senest 40 dage efter folingen. Hvis altså man vil slippe for at betale gebyr. Jeg nåede det på datoen!

Lektie nr. 5: Føllet skal indberettes til Seges

Nå, sådan et føl skal jo også have et pas og en chip. I vinters blev jeg ringet op af Lotte, som er hende, der tager ud og chipper føl for Seges. Hun ville komme forbi og chippe Lille A, men desværre var det en dag, hvor vi var på ferie. Og eftersom føllet på dette tidspunkt ikke ville røres i hoved eller nakke, virkede det som et ret tosset projekt at sætte min huspasser til at stå for det. Så jeg aftalte med Lotte, at jeg ville få min egen dyrlæge til at klare chipningen. Når Alohomora altså kunne få grime på og håndteres.

Lektie nr. 6: Få grime på føllet. Med det samme. Og træn at få den på og af ofte

Så jeg måtte få hjælp til det med grimen. Mest fordi min følboks er kæmpestor, og jeg blev træt af at rende rundt efter damen alene. Alohomora havde faktisk grime på flere gange, da hun var helt bette, men så kunne jeg i vintermånederne ikke komme til hende. Og jeg er jo den eneste voksne hesteperson på matriklen, så jeg manglede et sæt hænder. Løsningen blev en Equine Touch-uddannet kvinde, som jeg fik anbefalet af min dyrlæge. Jeg havde forberedt hende på, at hun måske var nødt til at køre igen uden at røre ved Lille A, men det tog måske 10 minutter, så var der lagt træksnor og grime om hals, nakke og hoved på den lille bandit. Og behandlingen kunne begynde. Hun fik i alt tre behandlinger, og har siden accepteret at få grimen både af og på.

Træktovsgrime inderst. Blingbling-grime yderst

Lektie nr. 7: Planlæg fravænningen

Nu har du måske snart fornemmet, hvor lidt jeg har styr på, så tror du selv på, at jeg har planlagt en fravænning? Nej, for jeg har faktisk en boks for lidt, og fordi der skal slås wrap på en ret stor del af vores grund, så har jeg heller ikke super mange muligheder for at lave ekstra folde. Fravænningen har derfor bestået i, at Alohomora og Gøjs har stået i hver sin boks om natten. Lille A har så været sammen med Gaby, indtil hun flyttede i går (mere om det i et kommende indlæg). Det er gået fint, bortset fra at Gaby så begyndte at banke Gøjs om dagen. Lige nu står Gøjs alene om natten, mens føllet har fået selskab af Andrea, 29 år gammel shetlænder.

Gaby agerer fravænningstante

Lektie nr. 8: Køre trailer med den, siger du!?

For at løse udfordringen med fravænning og snævre muligheder for at flytte rundt på foldene har jeg lavet en aftale om at sende Alohomora på sommergræs nede i klubben. Her er nogle 2-års ponydamer, som hun kan lege med, jeg kan se til hende, når jeg er til træning flere gange om ugen, og jeg kan få hende vænnet helt og aldeles fra.

Udfordringen er så, at hun aldrig har været i trailer, og at jeg i det hele taget ikke har trukket voldsomt meget rundt med hende. På råd fra en god veninde har jeg besluttet, at jeg kører både Alohomora og Gøjs ned i klubben i traileren, som var det to rideheste. Måske sætter jeg en plade på foran Alohomora, så hun ikke forsøger at komme under forbommen, og så glæder jeg mig over, at der er kamera i min Ifor Williams-trailer, så jeg kan holde øje med dem under kørslen. Og så krydser jeg fingre for, at alt går vel.