Blogindlæg: Det er en hård opgave at arrangere stævner, men det er man som arrangør også nødt til at være klar over. Ellers skal man lade være, synes jeg.
Jeg var til stævne med Fritz sidste weekend. Af forskellige årsager (arbejde, familiepligter, dovenskab) havde jeg brug for et stævne i netop denne weekend, og jeg endte med at vælge et D-stævne en lille times kørsel hjemmefra. Da der ikke var ridehus til opvarmning, besluttede jeg mig for ikke at melde spring dernede, men var søndag til dressur. Her havde jeg meldt i en procentklasse med titlen: LA1-LA3. Jeg er mest fan af LA2-programmet, så det var altså det, jeg meldte til i.
Søndag eftermiddag fik jeg så redt uglerne ud af Fritz’ hale, flettet hans lange (og ret snavsede, viste det sig) man – og klippet et halvt kilo pels ud af hvert øre. Klar til afgang og med ankomst en time før min starttid på stævnepladsen.
Da jeg ankom dernede, var vi ifølge Equipe fem starter i klassen. Én rytter skulle ride som nr. 1 og 3, en anden som nr. 2, jeg skulle ride som nr. 4, og så var der en rytter, der skulle ride som nr. 5 i vores klasse – og så skulle hun ride LA5 i en anden procentklasse derefter. Man fik lov at varme lidt op før klassestart inde i ridehuset og måtte så om på ridebanen 100 meter væk, da klassen begyndte.
Det viste sig så, at rytter nr. 2 ikke var dukket op (husk nu for h….. at melde fra, når I ikke kommer!), og så ville de gerne rykke os sammen, så jeg blev kaldt til start 5 minutter før min tid. Det var nu ok, selvom jeg ikke er fan af at få brudt min opvarmningsplan.
Fritz var lidt mere slap i det end sidste gang, vi var til stramsurstævne, men jeg fik ham sparket nogenlunde rundt på banen. Vi er ikke så gode til tilbagetrædninger endnu, så det foregik med en del modstand. Jeg fik pushet for meget på i den første galopøgning, så min afkortning blev desværre en overgang og et nyt anspring. Og i den anden galopøgning fik Fritz øje på en, der kom ind ad en dør og måtte lige stikke snuden lidt frem. Ellers var det et program uden fejl, som vi fik lidt over 66% for. Det er sådan set ok på det niveau, vi er lige nu, hvor vi bare prøver at forbedre os ud fra den kritik, dommeren nu måtte have. Men hov: Der blev så ikke udleveret kritikker til det her stævne. Man skulle simpelthen i god tid før klassens start have bedt om at få sin kritik på et stykke fysisk papir, ellers måtte man nøjes med karaktererne på Equipe – og en seddel fra dommeren med en note på.
Karaktererne var søndag aften, mandag og helt frem til tirsdag aften endnu ikke kommet på Equipe. Folk, der ved mere om systemet end mig, siger, at det kan ikke lade sig gøre i en procentklasse, og jeg satte rideforbundet til at undersøge, om jeg kunne få min bedømmelse. Dommerens ikke-underskrevne note kunne jeg i hvert fald ikke bruge til noget.
Tirsdag aften modtog jeg så min kritik fra forbundet:
Utroligt nok er der kommet kommentarer fra dommeren med, så jeg sender en kæmpe tak til folkene bag Equipe!
Mere undren
Undervejs i klassen blev der så også taget en beslutning om at putte den nu enlige rytter i procentklassen LA4-LA6 op i min klasse, hvorefter hun med sit LA5-program vandt og blev nr. 2 med sit LA3-program.
Det klagede jeg så også til forbundet over, – og her var den umiddelbare reaktion, at man ikke kan slå to klasser med forskellig sværhedsgrad sammen, når det sker så sent. Meeen – at man godt kan skære i antallet af placeringer, hvis bare det matcher antallet af ryttere, der er redet op af midterlinjen. Så det havde altså ikke ændret meget.
Well… Jeg brugte så fire timer af min dyrebare søndag på at tage til stævne uden at få en skid med hjem andet end en ridetur, jeg selv kunne have bedømt hjemme på ridebanen. Umiddelbart ser det ud til, at begge manøvrer er imod reglementet, så hvis man som stævnearrangør ikke kan, vil eller interesserer sig for at læse reglementet, skulle man måske lade være med at afholde stævner.
For en god ordens skyld linker jeg lige til Dorthe Ketterles opsang til ryttere m.fl. i seneste afsnit af podcasten Ridesport Nu for at understrege, at vi som ryttere også skal opføre sig ordentligt, når vi kommer til stævner – og jeg sidder også selv i bestyrelsen i min egen rideklub og er altså jævnligt med til at afholde stævner.
Af Louise Hededam – Ponymor i hvide ridebukser