Nu er der gået ret meget Coronavirus i den, og her er der sørme mange regler, forbud og påbud at tage hensyn til. Men også under mere normale omstændigheder kan det være svært ikke at møde løftede pegefingre.

Jeg er ret godt tilfreds med mit hestehold: Mine heste er glade, de ser godt ud, de har (7-9-13) ikke haft de store skader på det seneste, og jeg kan få det hele til at virke, selvom jeg har travlt. Med 7 heste skal der muges en del og køres ret meget wrap ind. Mine piger er søde til at hjælpe til, men det er stadig mig, der står for størstedelen af arbejdet.

Derfor bliver jeg også nogle gange så træt af at læse diverse opslag på fx Facebook. Senest dette:

Stressede heste ved for sen fodring

Jeg har ikke læst selve studiet, og opslaget er helt sikkert skrevet i den bedste mening. Men for mig er det en sgu en løftet pegefinger. I min husstand er der én til at fodre. Én. Og det er mig.

Det betyder, at jeg i hverdagene fodrer mellem 6 og 7 om morgenen – og mellem 21 og 23 om aftenen. De går ude hele dagen med wrap og græs, og når vejret er til det, tager jeg dem først ind til aftenfodring. I weekenden vil jeg faktisk gerne prøve at blive udhvilet, så der er den nok 8 eller måske endda 8.30, før de får mad og kommer ud. Det tager jeg højde for, når jeg fodrer til aften dagen inden.

Skal jeg til stævner, kan jeg jo være nødt til at servere morgenmaden langt tidligere, hvis jeg fx skal ride i Sverige kl 8.

Men opslaget, jeg har linket til, beskriver, hvordan hestene bliver stressede af at få deres mad senere end normalt. Og så er der jeg sidder tilbage og tænker: Hvad fanden skal jeg gøre ved det?

Mavefornemmelse og almindelig sund fornuft

Det samme sker lidt, når det er mudret, og alle opslag handler om at sørge for tørre forhold for hestenes hove. Næste dag handler opslaget om mest mulig foldtid. Det efterfølges af et opslag om at begrænse skader ved at undgå fold osv osv osv.

Nu blev jeg lige lidt træt af det, da jeg så ovenstående opslag, men jeg er allerede vendt tilbage til normalen, hvor jeg bruger min egen mavefornemmelse som rettesnor for, om jeg gør det rigtigt. Og det tror jeg, jeg bliver ved med.