Hvornår har du sidst hjulpet med at arrangere stævne?

Hvornår har du sidst hjulpet med at arrangere stævne?

29. september 2021 Af Louise Hededam

Det er stort set umuligt at betale sig til hjælp til at arrangere stævner. Derfor er det de ryttere, der gerne vil ride stævner, der skal sætte tid af til at lave dem. Og ja, jeg peger også på dig!

Min stævneplan blev rystet en del, da Team CEP valgte at aflyse deres stævne tidligere denne måned. Det er ikke første gang, de aflyser, og foreløbig er der ikke meget, der tyder på, at de bliver i stand til at gennemføre stævner næste år. De mangler nemlig frivillige hjælpere. Det vil sige dig og mig. Men jeg trækker mig selv fra ligningen, for jeg er i forvejen en væsentlig del af at arrangere tre militarystævner i Haslev hvert år. Og jeg har faktisk både hjulpet hos CEP og til Copenhagen Eventing i år. Og ja, så fik jeg sørme lige pudset min glorie, men jeg er i bund og grund temmelig træt af, at alt for mange ryttere tror, at hvis bare de betaler de der 5-600 kr i indskud, så er der sgu nok betalt for, at sådan et stævne kan stables på benene. Hahahahaha! Nej nej nej. Stævner bliver stablet på benene af frivillige, og ellers bliver de sgu ikke lavet.

Mangel på stævner

Herhjemme har vi rundt regnet 11 klubber, der arrangerer militarystævner: Skaarup, Langå, Kallehavegaard, Sønderskov, Lolland, Haslev, Ringsted, Ishøj, CEP, Søborggård og CPH. Håber ikke, jeg har glemt nogen. Og ca. syv måneder med sæson. Hvis hvert sted holder to stævner med alle klasser om året, så er det muligt at ride en hel sæson herhjemme med et stævne hver anden uge. Men det gør alle ikke. I år har Ringsted slet ikke afholdt noget. CPH holder kun ét DM-/internationalt stævne, og Lolland har også kun et enkelt, lille stævne i kalenderen. Haslev er vist det eneste sted, som holder tre større stævner, så er det kan være svært at få dækket sit stævnebehov herhjemme. Og så vænner vi os altså til at køre til udlandet for at ride.

Hvor meget kan du hjælpe?

En af grundene til, at der ikke er flere danske stævner, er ganske givet, at der mangler hænder. Hos CEP søger de en hel organisation for at kunne holde 1-2 stævner om året. På Kallehave ved jeg, at der også er travlt med springstævner, og det trækker meget på klubbens medlemmer og hjælpere, når der er mange stævner på et år. Hos os ligger det fast, at vi arrangerer tre stævner om året, og derfor lægger mange af vores hjælpere stævnedatoerne ind i deres kalender, før de fx arrangerer deres ferie. Det er guld værd. Men vi er mange, som bruger mange timer på at få stævnerne til at køre. Lige fra bestyrelsen, der ansøger om stævner og udarbejder propositioner, til stævneledelsen (det er to personer…), som skaffer dommere, officials, booker overnatning og tager imod starter, laver tidsplan og står for hjælperlisterne, – til de udvalg, der sørger for ærespræmier og bygning af terrænbane – og alle de frivillige, som står på springbane, speaker, sidder i terrænet, står i cafeteriet – og hjælper med at rydde op, når de sidste præmier er uddelt, og rytterne er kørt hjem.

Vi gør det, fordi vi godt ved, at det skal til: DER ER IKKE STÆVNE, HVIS IKKE DER ER HJÆLPERE! Så tag lige et kig på dig selv og overvej, om du har hjulpet nok til i forhold til at få militarystævnerne i Danmark til at køre?! Hvis svaret er nej, men du er i tvivl om, hvordan du bedst kan hjælpe, så spørg.

Foto af Daisy på Kallehavegaard taget af Jimmy Leen Friis