En hest med mavesår tager kortere skridt

En hest med mavesår tager kortere skridt

12. april 2018 Af Louise Hededam

Det er velkendt, at mavesår er et stort problem blandt konkurrenceheste. Tidligere studier har vist, at to ud af tre konkurrenceheste står med mavesår. Men et studie har desuden vist en sammenhæng mellem mavesår og længden af hestens skridt.

– Nedsat præstation, og dermed også kortere skridtlængde, er sandsynligvis en konsekvens af maveproblemer forårsaget af mavesår, siger en af forskerne bag studiet, Hoyt Cheramie.

– Når vi forlanger præcise atletiske manøvre af hestene – at løbe, springe, dreje og glide – så vil ondt i maven forringe deres præstation.

Derfor giver det mening at se på andet end kondition og ledproblemer, når vi forsøger at optimere vores hestes præstationer, skriver The Horse.

Forebyggelse af mavesår er selvfølgelig den bedste metode til at sikre, at mavesår ikke forringer præstationen. Midlet Omeprazole er en måde at forhindre den forøgede syreproduktion på, mens forskeren, Cheramie, også foreslår simple omlægninger i fodringen: Forøget tid på græs, slow-feeder til hø og wrap, erstatte kalorierne fra korn med godt grovfoder eller fedt og desuden give lucerne. Har man hest med mavesår, kan strukturen i lucerne dog være for barsk.