Dådyr omkommet efter møde med wrapsnore – få det nu væk fra folden!

Dådyr omkommet efter møde med wrapsnore – få det nu væk fra folden!

25. april 2018 Af Louise Hededam

To dådyr, der sidste år var centrum i en redningsaktion ved en å tæt på Herringløse på Sjælland, får nu organisationen Plastic Change til at opfordre til omtanke, når vi har med halmsnore og wrap-plastik at gøre.

Dådyrenes gevir var viklet ind i og bundet sammen af en større mængde snor, som højst sandsynligt stammer fra halm-, wrap- eller høballer – og de lå og kæmpede for at komme fri nede i åen.

– Området vest for åen er dels åbent, dels et lukket foldområde til heste og med elhegn. Hø eller halm til disse heste ligger ved et læskur, hvor hestene kan søge ly og få vand. Høstbindegarn, som jeg tænker kommer fra halmballerne, ligger i småbunker ved ballerne og i en trailer, som ofte er parkeret ved læskuret, forklarer Mogens Skovgaard, som luftede sine hunde den morgen, hvor det skete. 

Foto: Mogens Skovgaard

Dådyrene kunne ikke selv komme op fra åen og var meget udmattede, da Mogens Skovgaard fandt dem. Han kontaktede sin egen dyrlæge, som kom til, og hun kontaktede også Dyreambulancen. Sammen fik de tre dyrene viklet ud af snoren, og mens det ene havde energi nok til at løbe tilbage til sin flok, var det andet på tidspunktet så afkræftet, at det ikke overlevede.

Katastrofale konsekvenser

Organisationen Plastic Change arbejder på at nedbringe brugen af plastik og især at få mindsket forekomsten af plastik i naturen, og her har vi hestefolk også et ansvar:

– Plast, der ender i naturen, kan have store miljømæssige konsekvenser, fordi det aldrig forsvinder. Der er de mindre synlige effekter, som kan være svære at dokumentere, nemlig hvad der sker, når dyr op gennem fødekæden spiser plastik. Men der er også de meget direkte konsekvenser af henkastet plastaffald, som vi ser, når dyr, som for eksempel hvaler, skildpadder eller som her hjorte, vikles ind i det meget holdbare plastmateriale, siger Malene Møhl, marinbiolog ved Plastic Change.

Plastik fra wrapballer ender i de fleste tilfælde på genbrugspladsen, men vi kender alle til de mindre stykker, der nemt havner uønskede steder. Og dem bør vi som hestefolk også være bedre til at sikre.

– De store plastprodukter som fiskenet, garn eller poser kan ende med at skabe forstoppelse, kvæle eller hæmme dyrenes bevægelse og dermed mulighed for at søge føde. Dyrene dør af sult, og det vil være de første ofre for plastforureningen, vi vil komme til at se. Det er derfor helt nødvendigt, at vi ændrer det system for brug af plast, som vi har opbygget. Vi skal lære at anvende og genanvende plast på en smartere måde, til gavn for dyr, miljø og mennesker, siger Malene Møhl.

Aspergillus tubingensis

Fremtiden for plastikaffald ligger måske i en svamp. Det er forskere i Kina, der sidste år har fundet en svamp på en losseplads i Pakisten, og den kan nedbryde plastik. Det skriver World Economic Forum. Svampen nedbryder plastik på bare få uger – men indtil den er allemandseje, må vi nok sørge for selv at pakke vores snore og plastikindpakninger sammen – og aflevere det på genbrugspladsen.

Pavo