Det var lidt som om, vi mente, vi havde stået nok igennem, da vi kom ud af 2020. Men næ nej. Her i 2021 skal vi både slås med en pandemi og et dårligt håndteret herpes-udbrud i Spanien. Og jeg er TRÆT af at omlægge stævneplan hele tiden.

Min første stævneplan inkluderede en stilterræn i Kalundborg, et stævne i Gärds (Sverige), et stævne i Tågarp (Sverige), et stævne på Bornholm og et stævne på hjemmebane i Haslev. Kalundborg blev overflødigt, da forbundet har fjernet stilterræn som kval. De første to stævner i Sverige blev aflyst eller flyttet pga. corona, og da forbundet så valgte at lukke for alle danske stævner til og med den 25. april, røg også Bornholm og Haslev.


Nu har forbundet imidlertid ombestemt sig, og derfor knokler vi nu for at stable et stævne i Haslev på benene d. 25. april, hvor vi også holder os indenfor corona-rammerne. Jeg kan næsten ikke overdrive, hvor meget det vil betyde for både mig og Tilde, at vi snart kan komme i gang med sæsonstarten.

Svært at forstå

For udenforstående kan det være mægtig svært at forstå, hvorfor det er så vigtigt med de stævner. Men for os, der er i det, er det jo en meget stor grund til at ride. Jeg vil gerne være helt ærlig og sige, at jeg rider også for at blive bedre, og fordi jeg er glad for heste, men jeg rider først og fremmest, fordi jeg er glad for at konkurrere. 

For Tilde betyder det helt sikkert også noget at komme i gang igen. Hun har været meget i hjemmeskole det seneste år, og vi har ikke trænet meget med andre mennesker. Det påvirker altså også et barn på 13 år. 

Og med fare for at lyde kynisk, bliver Fille ikke yngre, Tildes ben bliver ikke kortere, og udløbet for min låneaftale på Daisy kommer også kun tættere på. 

Så nu hedder det sæsonstart den 25. april på hjemmebane. Basta!