Fritz skal alligevel ikke dø!

Fritz skal alligevel ikke dø!

23. november 2021 Af Louise Hededam

En eller anden dag skal vi jo alle sammen herfra, men foreløbig er der ingen grund til at smide Fritz for løverne. Det står klart efter dagens dyrlægebesøg.

Flittige læsere af denne blog, samt min familie, venner – og de af mine kolleger, der har gidet lytte – vil vide, at Fritz ikke blev givet mange chancer for overlevelse, da han sidste år i sensommeren brød ned i højre forben. Jeg valgte at give ham et år på fold til måske at komme i bedring, men dyrlægebesøget i september var nedslående: Fritz var halt, og der var stadig ballade med gaffelbånd og -tilhæftning, når han blev scannet.

Derpå er fulgt tre osteopatbehandlinger, flere laserbehandlinger, lidt ekstra tilskud i foderet – og en masse overvejelser om, hvor han evt. kunne gå som selskabshest, når han nu ikke kunne blive rigtig ridehest. Og så har jeg hele tiden haft en ide om, at Fritz ikke har haft ondt, men bare har et dumt bevægelsesmønster, fordi han var skadet som føl.

Wait for it…

Meget snavset foldbums før dyrlægebesøg

Og sådan ser genoptræningsplanen ud. Heldigvis elsker alle jo at genoptræne heste om vinteren…

I dag var vi så til scanning på Hørsholm Hestepraksis med henblik på at få friske billeder, som en specialist i biomekanik kan se på. Hende har jeg en aftale med på torsdag. Eller det vil sige, det havde jeg. Den er nu aflyst, for jeg blev sendt hjem fra Hørsholm med et genoptræningsskema. Seriøst! Jeg skal sgu på nakken af Fritz igen, og hold nu kæft, hvor er det bare fedt.

Henrik vurderede, ligesom jeg, at Fritz er skæv, og at det er med til at give indtryk af urenhed, når han traver. Han reagerede ikke i bøjeprøve af højre forben, og han blev faktisk bedre travende, da der blev klistret en sål under højre forhov. Scanningen viste en afhelet skade ved øverste udspring af gaffelbånd, men ellers så alt virkelig fint ud.

Så nu skal jeg finde en sadel og en trense frem og få børstet støvet af både det og Fritz, og så er det ellers i gang med at skridte. Da han har gået på fold hele tiden – og i mange timer – er det en relativt kort genoptræningsplan. Jeg blev enig med Henrik fra Hørsholm om at lave en sikkerhedsscanning, når vi har travet lidt, og det bliver umiddelbart efter nytår. Hvem ved, – måske er vi klar til at gå til springning, før indendørssæsonen slutter?! Det ville godt nok være vildt.

Holy moly, hvor er det her bare gode nyheder!

Topbilledet er , så vidt jeg husker, taget af Jimmy Leen Friis