Snart tid til DM på Broholm – og pararytterne melder klar

Snart tid til DM på Broholm – og pararytterne melder klar

29. maj 2018 Af Louise Hededam

Når DM i paradressur rides på Broholm i næste uge, så er det med ryttere i absolut topform efter en forrygende forårssæson.

Det er svært ikke at være begejstret, når man er landstræner for paradressurlandsholdet. For de danske paradressurryttere har haft en fantastisk forårssæson med internationale sejre og nordiske medaljer på bagsmækken af et forrygende EM med holdsølv og masser af individuelle medaljer. Glæden skinner da også igennem, når landstræner Astrid Gemal skal sætte ord på holdets kommende præstationer ved DM fra den 7.-10. juni.

– Vi har en bred vifte af ryttere, der rider rigtig godt lige nu og ligger på et stabilt højt niveau. Så det bliver rigtigt spændende at se dem alle sammen ride til DM, fortæller landstræneren.

Syv brud er ingen hindring

En af de ryttere, der er klar til at ride DM, er 18-årige Tobias Thorning Jørgensen, der rider Grad III. Tobias kommer frisk fra de Nordiske Mesterskaber, hvor det blev til tre gange nordisk guld for hold, individuelt og i küren, hvor han også satte personlig rekord. Men at han allerede er tilbage på topniveau, er noget af en præstation. For i februar røg Tobias af sin mors hest og fik i alt syv brud på lårben, korsben, bækken og venstre arm.

Hvor vi andre måske nok ville have krøllet os sammen i fosterstilling og ventet på, at det hele groede sammen, så var Tobias i gang med genoptræning kort efter den ufrivillige afsidning.

– Det handler om at kæmpe, siger han.

– Jeg har noget, jeg skal nå.

Tobias lider af muskelsvind, og lægerne vurderede derfor, at hans krop ville blive for slap, hvis de lagde ham i gips, så de nøjedes med at gipse venstre arm, og så bad de ham om at holde sig i ro. Men få uger inden NM fik landstræner Astrid Gemal en opringning: Tobias var klar til at starte.

– Jeg troede slet ikke mine egne ører, og måtte ringe til hans træner for at høre, om det overhovedet var forsvarligt at lade ham ride. Men ganske rigtigt, de havde ikke kunnet holde ham ude af sadlen, så han var klar til at ride NM. Det var helt vildt, fortæller Astrid Gemal.

Hesten hele mit liv

Næste opgave for den unge rytter er altså DM, og det, at han klarede sig så godt til NM så kort tid efter sin ulykke, lægger et lille pres på den unge rytter, fortæller han.

– Jeg kom til NM uden forventninger, fordi jeg kun havde redet i tre uger op til. Men nu, hvor det er gået så godt, så lægger jeg selv et øget forventningspres. Men mest af alt er det bare skønt at være i sadlen igen, siger Tobias.

– De dage, jeg lå på hospitalet, var jeg ved at gå amok, fordi jeg ikke kunne være sammen med Hilde (Tobias’ hest Bruunsholm Caribian). Det siger noget om, hvor vigtig hun er. Ikke kun for min krop men også for min livsglæde. Hele mit er liv er på den hest.

De ‘gamle’ presses

Udover at ride efter danske medaljer, så gælder det for paradressurrytterne også om at kvalificere sig til World Equestrian Games i USA i september. Men de ‘gamle’ i bruttotruppen skal virkelig holde sig skarpe, for der er mange, der banker på for at få en landsholdsplads.

– Jeg har jo et hold af nogle gamle og rutinerede ryttere og så de unge, der dæleme også er skarpe. Det giver en fin dynamik, at de kommer SÅ velforberedte, for det presser de gamle lidt. Vi har også fået flere nye ryttere, så det tegner godt for fremtiden, fortæller Astrid Gemal.

– Det er blevet svært at komme i betragtning til landsholdet, så man skal gøre sit bedste og være ordentligt forberedt, hvis man skal have en chance.

Tobias ser det kun som en fordel, at konkurrencen er skærpet:

– Der er ekstremt mange i spil i år, hvilket nok også er bevis på, at Danmark har nogle af de bedste ryttere, og det er jo super fedt som nation. Det betyder også, at jeg selv hele tiden skal holde mig skarp. Jeg kan ikke tillade mig at gå i dvale, fordi jeg er sikret en plads, for det er jeg ikke, slutter Tobias Thorning Jørgensen.

DM i Paradressur afvikles over tre runder i alle fem grader. Første runde er en opvarmningsrunde. Derefter rides de faste programmer i hver grad fredag, inden rytterne rider deres frie programmer i lørdagens finaler.

Du kan finde hele programmet for Broholm Horseshow her.

Deltagerlister kan ses her.

Kilde: Pressemeddelelse, Broholm Horseshow