Undgå dehydrering under transport og ved stævner

Undgå dehydrering under transport og ved stævner

8. maj 2018 1 Af Line B

De fleste, der kører meget med deres heste eller rider stævner på dem, ved hvor svært, det kan være at få dem til at indtage nok vand. Ofte bliver det ikke til mere end lidt vandpjaskeri og en våd stævneskjorte i sommervarmen. For at hesten skal præstere optimalt til stævnet, eller komme frisk frem til destinationen er det dog vigtigt at de får noget at drikke. Dette gælder især i varmt og fugtigt vejr, hvor dehydrering lettere opstår.

EquiMed har samlet et par gode råd til at få hesten til at drikke.

Heste der er vandt til græs har svært ved at omstille sig

Ofte går hestene på græs, når de er hjemme, deres system er derfor ikke vandt til det tørre hø, som erstatter græsset, når de er opstaldet til stævne eller transporteres langt. PhD Sarah L. Ralston fra dyrevidenskabeligt fakultet på Rutgers Universitet siger

Vidste du?

Når heste bliver dehydrerede trækker de væske ud af blodet. Dermed reduceres blodforsyningen til diverse væv og organer, transporten af ilt til musklerne nedsættes og dermed forøges hjertefrekvensen hvorved hesten bliver træt.

– Selvom grovfoderindtaget altid skal være højt, kan tørt hø give anledning til dehydrering. Dehydrering opstår især hos heste, der har været vandt til at græsse på frodige folde hjemme, og som deltager i flere dages stævne.

Ofte er det ikke sådan lige at få hesten til at drikke mere, og Dr. Ralston foreslår derfor følgende
– Det kan være en god idé at lægge høet i vand, så hesten får væske den vej. I særligt grelle tilfælde kan man give væske gennem en næsesonde, det er dog ikke alle stævner, der tillader dette. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre, bør hestene have lov til at græsse så meget som muligt.

Tilbyd vand ofte – også efter arbejde

Selvom hesten ikke umiddelbart er typen, der drikker på transport eller ved stævne, er det vigtigt at give den muligheden. Man kan med fordel have vand med hjemmefra, så ikke det smager anderledes. Tilbyd hesten vand mindst hver fjerde time, de fleste heste vil begynde at drikke når de bliver tørstige.

Mange har hørt, at der er risiko for kolik, hvis man lader hesten drikke lige efter hårdt arbejde. Her viser nyere forskning dog, at lunkent vand i moderate mængder er med til at nedsætte risikoen for kolik. Eventuelt kan væske tilbydes som vandet hø eller opblødt foder (mash, roepiller eller tilsvarende).
– For heste i konkurrence hjælper det at drikke på at komme sig oven på en hård anstrengelse. Specielt indenfor distancesporten er det kritisk, at hesten får drukket. Der er ligeså stor risiko for, at hesten får kolik af at være dehydreret som af at drikke vand lige efter arbejde.

Lær din hest at drikke vand med smag

Nogle heste er sværere end andre at få til at drikke. Især kan smagen af fremmed vand få nogle heste til helt at holde op med at drikke. Derfor kan man med fordel lære hesten at drikke vand tilsat æblejuice, melasse eller andre smagsstoffer hjemmefra. Det er vigtigt at have vænnet hesten til smagen i god tid, på den måde kan man også eksperimentere lidt med, hvilket blandingsforhold og hvilken smag hesten foretrækker.

Af andre tips kan nævnes at lade hesten få et par mundfulde vand tilsat bordsalt, ca 30 g salt til en spand vand. Det vil få den til at føle sig mere tørstig, og den vil inden for de næste 20 til 30 minutter ofte indtage yderligere væske. Hvis hesten er vandt til at spise lucerne eller snittet græs, kan man putte noget af det i vandet. Ofte vil hesten så genkende smagen og drikke.

Pavo