To føl solgt for over 100.000 €

To føl solgt for over 100.000 €

27. maj 2018 Af Louise Hededam

Lørdag aften skinnede solen fortsat over Helgstrand Academy, og VIP-loungen var fyldt med pengestærke købere til den spændende følauktion. Og det var en særdeles god kollektion af føl, der var samlet til anledningen.

Og Nordic International Sales’ anden følauktion præsenteret af Stutteri EVO satte ny rekord med to føl over de magiske 100,000 euro og en højere omsætning og højere gennemsnitspris end sidste år

Den første NIS-følauktion i 2017 skrev historie med det dyreste føl i Europa og en imponerende omsætning og gennemsnitspris. I år er både omsætningen og gennemsnitsprisen endnu højere, og to føl opnåede en hammerslagspris på over 100,000 euro. Begge disse to topføl kommer fra samme avler, der også stod med dyreste føl på sidste års auktion.

Købere fra Canada, Tyskland, Norge, Polen, USA og Danmark investerede i 19 af de 21 føl, der var under hammeren i aften, og de skabte en samlet omsætning på 763.000 euro til en gennemsnitspris af 40.158 euro.

Franklins følfestival

Det er ingen hemmelighed, at auktionsudvalget har gjort sig umage for at finde føl efter forskellige hingste for at få en bredere kollektion, der henvender sig til flere købere.

Ikke desto mindre var syv af føllene efter topfølproducenten Franklin, der også var far til sidste års dyreste føl. I år står Franklin som far til de seks dyreste føl.

Henrik Hansen, der er avleren af sidste års dyreste føl, Faretti, havde i år fået hele tre føl udtaget til auktionen, og i aften blev to af hans føl de dyreste.

Fellini med den helt særlige afstamning blev solgt for 115.000 euro. Hun er efter Franklin og hoppen Souvenir, der er datter af UVM-historiens eneste to tredobbelte verdensmestere, Sezuan og Fiontini.

Hoppeføllet Faretti II e. Franklin/Don Frederico er helsøster til sidste års dyreste føl, og hun opnåede hammerslag på 102.000 euro. Begge disse hoppeføl fra Henrik Hansen, Solrød, blev solgt til Jylland. Hingsteføllet Brix Falcon e. Franklin/Fürstenball fra den lokale avler Ditte Brix Frandsen blev tredjedyreste føl solgt for 80.000 euro til Polen.

Faretti II (Franklin/Don Fredericio) gik for 102.000 euro. Foto: Ridehesten

Det er fantastisk!

– Vi får en prismæssigt lidt bredere top i forhold til sidste år, så vi er rigtig tilfredse, indleder auktionarius Casper Cassøe.

Han bemærker, at i forhold til sidste år var føllene på auktionen lidt yngre. Det gav noget usikkerhed i forhold til, hvordan føllene ville vise sig frem for de mange potentielle købere. De unge føl gjorde dog auktionarius’ bekymringer til skamme, for de viste sig overordentlig flot.

– Netværket bag Nordic International Sales, anført af Andreas Helgstrand, har også betydning for auktionens store succes. Det er lidt vildt det her, slutter auktionarius Casper Cassøe.

Pressemeddelelse Equitour Aalborg