Opdateret: Skinnende pandebånd forbudt i international militarydressur

Opdateret: Skinnende pandebånd forbudt i international militarydressur

30. juni 2018 Af Louise Hededam

Opdateret primo august: Efter opmærksomheden på sagen her i starten af sommerferien har FEI fjernet det dokument, der omhandler brug af udstyr i military. Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvordan reglerne for skinnende pandebånd skal fortolkes fremover. 

‘Hvis ikke vi kan vinde, kan vi skinne.’ Men nu er skinnende pandebånd ikke længere tilladt i international militarydressur.

Det er ikke kun dressurrytterne, der giver den en ekstra tand, når der er stævne i kalenderen. Også militaryrrytterne elsker udstyr. Men nu bliver det forbudt at ride med visse typer skinnende pandebånd i international militarydressur.

Og det er ifølge Ridesport.nu’s kilder blevet håndhævet ved weekendens Nations Cup-stævne i Strzegom, Polen. Reglen er trådt i kraft i en opdatering af reglementet for udstyr i international military, som FEI har udsendt den 13. juni. Altså for godt to uger siden.

Opdateringen lyder:

In some cases using very shiny or reflective materials can be disruptive for the judges during dressage.

Altså:

I visse tilfælde kan brugen af meget skinnende eller reflekterende materialer virke forstyrrende for dommerne under dressuren.

Bestemmelsen er at finde på side 10 i dette dokument, sammen med et billede af et pandebånd. Det er uklart, om netop dét pandebånd falder indenfor kategorien af pandebånd, der ikke må rides med.

Angiveligt tager stewards til stævnet i Strzegom i denne weekend reglerne meget bogstaveligt og har forbudt al skinnende udsmykning af pandebånd. Hvorvidt reglerne kommer til at gælde Swarowski-sten og lignende, metaludsmykning og/eller noget helt tredje, beror tilsyneladende på en individuel vurdering.