Seniorrytterne i springning får ny landstræner

Seniorrytterne i springning får ny landstræner

22. marts 2018 Af Louise Hededam
Det bliver Bo K. Møller, der fremover skal tage sig af seniorrytterne i springning, ligesom den erfarne rytter og træner også skal tage sig af elite- og talentudviklingen. Det skriver Dansk Ride Forbund.
Bo, som har været landstræner for junior- og ungrytterne i to og et halvt år nu, får titel af Elite-, talent- og teammanager for springning.

Jeg glæder mig rigtig meget til opgaven med at udvikle dansk springsport, så vi kan levere endnu bedre resultater i fremtiden. Jeg tror det bliver både meget spændende og udfordrende, og jeg mener, dansk springsport har masser af udviklingspotentiale, så det gælder om at udnytte mulighederne på bedst mulig vis. I første omgang er fokus for seniorerne Danmarks deltagelse ved de to Nations Cups i maj i henholdsvis Drammen og Uggerhalne. Derudover skal der snarest oprettes en arbejdsgruppe, som skal udarbejde en langsigtet strategi for udviklingen af eliten indenfor dansk springsport, siger Bo K. Møller i en pressemeddelelse.

55-årige Bo K. Møller er uddannet berider fra 1986, hvor han afsluttede sin eksamen som den bedste elev på årgangen. Efter nogle år i Danmark rejste han til udlandet, hvor han blandt andet har redet hos den hollandske toprytter og OL-sølvvinder fra 2000 Albert Voorn. Turen gik derefter til både Belgien og Tyskland, hvor Bo også i dag bor, og hvorfra han driver sin egen virksomhed.