Rigtig god springtræning

Rigtig god springtræning

22. februar 2019 0 Af Louise Hededam

Nye højder og nye skills til Fritz.

Torsdag var Fritz og jeg til springtræning hos Stald Grønskov, fordi jeg i denne uge måtte være hjemme med børnene tirsdag aften, hvor jeg ellers springer i klubben.

Jeg har efterhånden sprunget hos Mia Hastrup (som jo er en del af bruttolandsholdet i military) i en 5-6 år, og hun bygger aldrig den samme bane to uger i træk. Samtidig suger hun til sig, så de seneste gange har vi sprunget ting, der var inspireret af både Eric Smiley og Bo K. Møller. Det betyder også, at der kan være langt mellem de gange, hvor vi springer en lang bane med mange forskellige spring. Til gengæld synes jeg, at vi flytter os til hver eneste træning.

Med Mias træning er jeg ikke skræmt over at skulle ride frem mod den bolsjestribede lodrette på 130-135 cm, selvom jeg stort set ikke har redet den højde før.

Til torsdagens træning havde vi nogle vendinger, der skulle sætte skuldrene på plads (eller sikre, at vi havde dem på plads), og vi endte også med at lave en lillebitte smule changementstræning. Det har ALDRIG været min stærke side, og Fritz har været for meget all over the place, til at vi har ‘gidet’ gøre noget ved det endnu.

Men tingene hænger selvfølgelig sammen, og jo mere han er under hjælperne, jo lettere. Det er ikke smukt eller rent – og sandelig heller ikke på det rette tidspunkt – men han bytter 😉

Jeg blev også en lille smule stolt, da Vivan, som har avlet Fritz, kommenterede, at vi havde rykket os virkelig meget, siden hun sidst så os springe. Og det er altså kun ganske få måneder siden!