Rideforbundet beroliger: Aggressiv herpes er under kontrol

Rideforbundet beroliger: Aggressiv herpes er under kontrol

9. maj 2018 Af Line B

De seneste uger har der været skrevet meget på Facebook omkring den meget aggressive udgave af Equine Herpes Virus 1 (EHV-1), der har kostet tre heste livet på Fyn. Især har rygterne svirret om, at den aggressive form havde spredt sig til Jylland, hvor en hest er blevet aflivet i Bjerringbro som følge af EHV-1.
Til TV2-Fyn udtaler Dansk Rideforbunds veterinærkonsulet Mette Uldahl
– Det er faktuelt forkert, at virus har spredt sig fra Fyn. Vi ser ingen tegn på spredning lige nu, og for hver dag der går, bliver vi mere rolige. Som det ser ud nu, er den aggressive herpes under kontrol

Det er ikke unormalt, at der opstår enkelttilfælde af herpes. De fleste gange giver det snot i næsen og feber, og ind imellem kan den koste en hest livet, men det er normalt sjældent. Mette Uldahl vurderer, at det sker ca med 15-20 års mellemrum, at herpesvirus ændrer sig og bliver så ekstrem smitsom og med så kraftige symptomer, som vi har set i år på Fyn.

Herpes er almindelig blandt heste

Herpes blandt heste er helt almindeligt, og op imod 80 % af voksne heste har herpesvirus latent i kroppen. I stressede situationer vil virussen kunne blive aktiveret, hvorved hesten får symptomer. Ligesom med influenza kan herpes mutere og i nogle tilfælde altså blive mere aggressiv. Mette Uldahl forklarer
– Mange mennesker har også herpes i kroppen, og når vi så bliver forkølede eller stressede, slår det ind imellem ud og giver et forkølelsessår. Det er det samme med heste, hvor sygdommen er udbredt over hele landet. Men ind imellem kommer der en ændring i virus, der gør den mere aggressiv og alvorlig – som på Fyn.

For at undgå at den aggressive type fra Fyn spredte sig har man isoleret de ramte besætninger, og det ser ud til at have båret frugt siger Mette Uldahl
– Som det har været de seneste par dage, så virker det til at være i kontrol. Vi er ikke på vej i panik, nærmest tværtimod. Hesten fra Bjerringbro har ingen tilknytning til Fyn og kom fra en lukket besætning. Men vi holder selvfølgelig stadig enormt meget øje

Ingen grund til yderligere panik

Facebook har i perioden flydt over med bekymrede hesteejeres spørgsmål og gisninger. Mette Uldahl mener ikke der er grund til panik
– Rigtig mange er bange, og der går mange rygter, så det er vigtigt, at vi får givet besked om, hvad det drejer sig om. Positive prøver kan give skrækeffekt, men positive prøver er der hvert år i Danmark, forklarer veterinærkonsulenten.

Især er det vigtigt at forstå at tilfældet i Bjerringbro, ikke har noget med de tre heste på Fyn at gøre. Besætningen i Bjerringbro havde været isoleret inden. Om det siger Mette Uldahl
– Vi ved, at de ikke har haft kontakt til andre og slet ikke til Fyn. Så vi er helt sikre på, at den ikke hænger sammen med virus på Fyn, siger Mette Uldahl.

Seges har skrevet om de sidste prøver, der er indsendt, at de alle er kommet tilbage negative for EHV-1, men en enkelt positiv på Fyn for EHV-4

Pavo