Op mod 98 % af føl har mavesår 14 dage efter fravænning

Op mod 98 % af føl har mavesår 14 dage efter fravænning

16. april 2018 Af Line B

Det har længe været kendt, at fravænning er en af de ting, der kan give mavesår hos føl. At få dem testet og diagnosticeret er dog for mange en ganske bekostelig og tidskrævende affære. Derfor arbejdes der på at finde metoder til screening, som ikke involverer gastroskopi.

Et sådant studie er for nyligt blevet publiceret i Acta Veterinaria Scandinavica. Her blev det undersøgt, om optagelsen af sucrose (En sukkerart) kunne være en indikator for hvor godt slimhinden fungerede, og dermed om der var læsioner på den.

Overraskende mange føl med mavesår

Føllene i studiet blev opfostret under samme forhold, og var i gennemsnit 190 dage gamle ved forsøgets start. Før fravænning fik hoppen og føllet ca 13 kg foder fordelt på græshø, majshø, kraftfoder (ca 2 kg) og vitaminer. De havde derudover fri adgang til halm. Efter fravænning fik føllene fri adgang til græshø og fortsatte med kraftfoder og vitaminer. Der blev foretaget gastroskopi og sucrosetest en uge før fravænning og 14 dage efter.

Ved gastroskopien blev der fundet læsioner i maven på 21 % af føllene før fravænning. Dette stemmer overens med tidligere resultater. Foruroligende var det dog, at man 14 dage efter fravænning fandt læsioner på 98 % af føllene.

Sucrosetest kan fungere som screening

For at teste om sucrose kunne give en indikation for læsioner på slimhinden, blev hvert føl givet sucrose gennem en sonde straks efter gastroskopien. Føllene blev afholdt fra at spise, indtil de sidste målinger var foretaget. Der blev taget prøver hhv. 45 og 90 minutter efter indtagelse af sucrose.

Studiet viste at sucrosetesten kan give nyttig viden om hvorvidt der er læsioner på slimhinden, men ikke i hvilken grad. Det forventes således ikke at man kan erstatte gastroskopi i forbindelse med diagnosticering, men det er muligt at sucrosetesten kan anvedes til at bestemme hvilke føl der skal gastroskoperes.

Sucrosekoncentrationen i blodet målt 45 minutter (venstre) og 90 minutter (højre) efter indtagelse. N er føl uden tegn på læsioner ved gastroskopi, GL er alle læsioner på slimhinden samlet, SQL er læsioner i den øvre del af maven, GDL er læsioner i den nedre del af maven og CSL er læsioner som findes at være klinisk signifikante. Figur fra “Diagnostic accuracy of blood sucrose as a screening test for equine gastric ulcer syndrome (EGUS) in weanling foals”, Acta Veterinaria Scandinavica 2018 60:24