Nyt ‘våben’ i kampen for at ride bidløst

Nyt ‘våben’ i kampen for at ride bidløst

9. juli 2019 Af Louise Hededam

Britiske Mark Smith kæmper for at få lov at ride bidløst, når han rider dressur til militarystævner i Storbritannien. Foreløbig har hans kamp været forgæves. 

Militaryrytter Mark Smith blev for nylig diskvalificeret ved et stævne, fordi hans optømning ikke var korrekt ifølge det britiske reglement.

Marks hest havde sit bid siddende sådan her:

Biddet sidder under hestens hage – ikke i munden. Foto: Mark Smith

Som du kan se på billedet, har Marks hest faktisk biddet med sig – den har det bare ikke siddende i munden. Med denne optømning kunne Mark sætte tøjlerne i bidringene og ride sin dressur, men en steward til stævnet kontaktede det britiske militaryforbund (British Eventing, BE) og fik bekræftet, at det ikke var tilladt at ride med biddet, som Mark Smith altså gjorde. Derfor blev han diskvalificeret. Det skriver Horse & Hound.

Bidløst er ikke konventionelt accepteret…

I det britiske reglement står der ikke noget om, at biddet skal være i hestens mund, men at ‘hovedtøj med bid er obligatorisk og skal bruges på den konventionelt accepterede måde’. Og det var på grund af den sætning, Mark blev diskvalificeret. Den konventionelt accepterede måde er nemlig, at biddet ligger i hestens mund, lød argumentet fra forbundet. Og Mark burde have forstået, at det ikke er konventionelt accepteret at ride bidløst.

Herhjemme er bidløs dressur heller ikke tilladt til militarystævnerne, men reglementet åbner faktisk for samme alternative fortolkning som den, Mark Smith har benyttet sig af. Der står nemlig blot, at trensen ‘skal bestå af de viste dele i figuren for tilladte næsebånd’. Og her er der bid på alle tegningerne:

Her kan man se, hvilke dele trensen skal bestå af – men altså ikke, hvor delene skal være.

Jeg vil ikke opfordre til den slags narrestreger, og jeg har ikke selv noget problem med at ride med bid, for Fritz bruger det stort set alligevel ikke (selvom jeg godt kan se, at han på dette opslags coverbillede er fanget i et uheldigt moment). Men jeg synes, der er noget sjovt i at udfordre formuleringerne, som Mark Smith har gjort det.

Han fortsætter sin kamp for at få lov at ride bidløst – og vi andre følger spændte med fra sidelinjen.

Læs også: Bidløse heste har også hul i munden

Læs også: Vi mener….. om udstyrsundersøgelsen

Coverfoto: Jimmy Leen Friis.