Ny vaccine giver håb for heste med sommereksem

Ny vaccine giver håb for heste med sommereksem

13. april 2018 Af Line B

Hvert år giver sommereksem rynker i panden for mange hesteejere. De værst angrebne heste kradser sig til blods, hvilket kræver ekstra pleje og ind imellem besøg fra dyrlægen. Mange må derfor enten have hestene på stald de værste timer eller lade dem gå med særligt tætte eksemdækkener.

Problemet opstår på grund af en allergisk reaktion på et protein i bidende insekters spyt. Oftest er det mitter, der er årsagen. På grund af deres størrelse rækker det ikke med almindelige insektdækkener.

Vaccine forhindrer immunsystemet i at overreagere

Når hunmitten bider, spytter den et antikoagulerende protein ind i blodet, i allergiske heste giver dette en overreaktion i immunsystemet. Immunsystemet misforstår altså det indkomne protein, som noget der skal bekæmpes med alt det skyts, der findes. Den reaktion giver hævelser og kløe, som yderligere forværres, når hesten så klør i det og får gnubbet skidt og bakterier ind i blodbanen også.

Normalt når man vaccinerer mod allergi, forsøger man at desensibilisere immunsystemet og gøre det mere tolerant overfor vacciner. Den nye vaccine blokerer for overproduktionen af de celler, immunsystemet sender ud for at bekæmpe proteinet. Dermed opstår de kløende hævelser ikke, og hesten forværrer ikke reaktionen ved at klø sig.

Placeboforsøg viser signifikant forskel

For at teste den nye vaccine blev 34 islandske heste, der led af sommereksem, delt op i to grupper. 19 blev givet den nye vaccine, og 15 blev givet et placebopræparat.

I 17 ud af de 19 heste kunne man se dannelse af antistoffer, efter vaccinen var givet. Dette blev ikke observeret i placebogruppen. Den nye vaccine forventes at være på markedet ganske hurtigt.

Da det er meget samme mekanisme, der ses hos astmapatienter blandt mennesker, håber forskerne også på at kunne bruge deres viden på dette felt.

Hele studiet kan læses online i the Journal of Allergy and Clinical Immunology.