Ny hest på matriklen – det kræver omtanke

Ny hest på matriklen – det kræver omtanke

13. september 2019 Af Louise Hededam

I løbet af få uger har vi fået både ekstra hest og et føl på matriklen, og snart skal vi sige farvel til en pony. Det kræver i høj grad, at man er tilstede, tænker sig om og skynder sig langsomt. 

Indlægget her kommer ikke til at handle om føllet, som jo har fået sit eget (første) indlæg. Der kommer mere, – det lover jeg. I stedet skal det handle om Max, som i passet hedder Lundemarksgårds Maximilian, og er en tysk sportspony på 11 år. Eller – i passet er han en pony, men ude i virkeligheden er han en hest på flotte 155 cm.

Max tilhører i virkeligheden min klubkammerat Fie. Fie er begyndt på universitetet for et par uger siden, og har besluttet ikke at skulle have hest. Planen var tidligere på sommeren, at Max skulle udlånes, og der var også mange interesserede. Selvfølgelig skete det, som ikke må ske i sådan en situation: Max blev skadet. Med udsigt til flere måneders pause og genoptræning, var gode råd dyre, og Fie var noget i tvivl om, hvordan hun skulle få tid og råd til at have hest under sine studier.

Lille hest – høje ryttere

Jeg har hele tiden tænkt, at Fie var mindst 10 cm lavere end mig, og at det var derfor, hun kunne ride rundt på så lav en hest og få det til at se pænt ud. Men Fie er næsten lige så høj som mig. Så vi begyndte at tale om, at jeg skulle tage Max ind, – og pludselig havde vi en aftale. (En af verdens allerbedste militaryheste nogensinde var Charisma. Han var 160 cm, og hans rytter var Mark Todd, som måler 190 cm).

Da jeg overtog Max, skulle han skridte 2 uger a 30 min pr. dag, 2 uger a 45 min pr. dag og 2 uger a 60 min pr dag. Vi er halvvejs nu, og jeg ser frem til dyrlægebesøget om 3 uger.

Skridttur i regnvejr. Sådan er det med heste i genoptræning, når man ikke har hal.

Det er farligt at flytte

Jeg har gjort mig nogle tanker om det at overtage en hest. Det samme har dyrlæge Lise Charlotte Berg i dette indlæg på Uanvendelig.dk, som jeg vil anbefale dig at læse, når du har læst færdig her 🙂

For det er ikke unormalt, at en hest, der flytter og skifter rytter (enten ved salg eller udlån), bliver skadet. Jeg har selv i år set to heste, der har skiftet rytter (ikke miljø eller ejer), som ret hurtigt har fået en skade. De to ting behøver ikke at hænge sammen overhovedet, men som du kan læse i Lises indlæg, så betyder ny ejer eller låner jo gerne, at hesten skifter stald, fold, kammerater, krybbefoder, stråfoder, sadel, bid, rutiner – og altså rytter. Og det kan medføre både fysiske og mentale problemer.

Genoptræning og tilvænning

Heldigvis, kan man sige, skal Max bare skridtes, hvorefter vi forhåbentlig får lov at lægge små travintervaller ind. Det må næsten være den blideste overgang til ny rytter, man kan få. Samtidig har han fået en sygefold på 10×10 meter midt imellem de andre heste ude på foldene, så de har god mulighed for at kigge hinanden ad, inden de skal gå sammen. Jeg glæder mig dog til at lukke ham og Fritz sammen, for jeg tror, de vil synes om en ny legekammerat begge to. Men der er altså nogle uger til endnu.

Og ps: Jeg skal nok få taget nogle bedre billeder af ponyhesten!

Læs også: Farvel til Rosita

Læs også: Slut med panik i traileren