Man skal huske, at succes ikke kommer over natten

Man skal huske, at succes ikke kommer over natten

14. oktober 2020 Af Louise Hededam

Der er kun én ting, der er værre end de der ponymødre, som er SÅ kloge og sagtens kunne have redet fejlfrit/til 75%/indenfor tiden … Jeps, det er at opdage, at man selv er blevet sådan en 😂

Der har været tryk på stævnerne for mine piger i efteråret. Først var der klubstævne i spring på hjemmebane. Begge piger skulle ride, Agnes 2 gange i ‘bom på jord’ og Tilde i klubmesterskabet, der gik i LB*. Agnes red to superfine runder, især var den sidste god, fordi hun turde ride lidt frem. Stolt barn og stolt mor med nerverne nogenlunde i ro.

Men allerede herefter gik det så galt. Altså for ponymoren: Tilde og Fille red fejlfri og i hurtigste tid i første runde af mesterskabet. Helt uhørt, fordi de aldrig er hurtigst. Det gav blod på tanden til omspringningen, hvor tiden rent faktisk betød noget. De startede godt, og Tilde fik redet en super vending, men blev desværre nærmest sprunget ud af sadlen på det følgende spring og nåede ikke at tage den næste linje indenom. Desværre betød det, at hun ikke fik en placering, og i stedet for bare at sige øv, fik jeg som en anden træls ponymor pointeret, at hun smed det hele væk med den omvej. Det havde barnet faktisk selv luret, og hun kunne jo ikke gøre det om, så min kommentar var fuldstændig malplaceret. Tilde var ærgerlig, men glædede sig bare til at smide sin i klubkammerat i vandet.

Første indendørs

Herefter stod den på årets første indendørs springstævne på ØSR. Agnes med to runder i 40 og Tilde i 70 og 80. Sandie har tidligere hjemmebane på ØSR og havde vist forventet lidt mere fut på kedlerne, så hun brillerede med et stop på 1’eren og to på 7’eren. Næste runde fik Agnes redet lidt bedre frem, og de var 0 og fik en sløjfe. Og ponymor opførte sig eksemplarisk.

Tilde red en fin runde i 70, men fik aldrig rigtig redet hen til sidste spring, som derfor blev fladt og kostede en af de helt sjældne bomme på Fille. Hun lurede det selv, og det var nok mest ponymor, der var skuffet over den manglede roset. I 80 red de super pænt og fik en 0-runde og en sløjfe, så det blev et godt stævne for begge piger, ponyer og ponymor.

Øvelse gør mester – før eller siden

Årets sidste militarystævne var på hjemmebane med klubmesterskab i CNCP80. Tilde har redet 60/70 to gange og 80 én gang, så jeg havde ikke de store forventninger. Det må jeg så imidlertid ikke sige til barnet, – hun vil gerne have opbakning og have at vide, at det kan hun godt.

Dressuren var… godkendt, springningen fin og fejlfri, og terrænet var faktisk også det bedste, de har redet sammen indtil nu. Men Tilde har stadig ikke helt luret, hvor hurtigt hun skal ride, og hendes tidsfejl ender med at koste hende mesterskabet. Igen var det ponymor, der måtte overbringe hende budskabet, og der skulle lægges bånd på for ikke at himle med øjnene.

Bagefter har jeg dog tænkt på, hvor flot en præstation det er at gennemføre alle sine starter, når man aldrig har prøvet det før. Og at jeg selv har over 100 starter, men jo heller ikke ligefrem er en præmiehøster. Så nu får Tilde selv lov at vælge, hvad hun vil starte her til vinter, og hvis hun vil ride 60, 70 og 80 hele næste sæson, får hun også lov til det.

Og 2. pladsen i klubmesterskabet i military gav faktisk både roset og ærespræmie, og det tæller også. Hos både den 12-årige og hende semi-trælse ponymor 😉