Det er til de træninger, hvor alt går galt, man lærer mest. Det svære er at huske det, når alt føles som l…!
Det er helt vildt fedt at være til springtræning og springe højt og svært og stort set uden nedrivninger. Desværre mener min kære træner så, at det har været for let, så hun tester altid lige en ekstra gang, om man virkelig bare har været dygtig!
I dressuren er det lidt lettere: Fritz skal stadig lære at aktivere sine bagben, og når han så er flyvende, som han endelig blev det i onsdags, får jeg lov at ride videre efter undervisningen egentlig er slut.
Efter Tågarp-stævnet med hele tre nedslag havde jeg meldt til banetræning i klubben i går for at få mulighed for at ride et par runder i 110 i en slags stævnemode.
Tre stop, suk!
Den første runde gik op i hat og briller, og Fritz var præcis så urimelig som i Tågarp, og – rigtigt gættet – jeg red præcis lige så dårligt, som jeg gjorde i Tågarp. Det gav tre stop:
Når hesten har fundet sin stopknap
Mia rettede på mig, og jeg fik et par ekstra spring, og så skridtede jeg ud, mens en af de andre red sin runde.
Da jeg kom ind igen, havde jeg pludselig en lydig hest mellem schenklerne og fremme i hånden. Og trods et par skønhedsfejl gik han 0.
En virkelig god træning, hvor jeg fik lov at lære af mine fejl. Nu er det MIN opgave at sørge for, at tage den lærdom med til næste stævne.
