Kan du ride din hest på tom mave?

Kan du ride din hest på tom mave?

6. april 2019 Af Louise Hededam

Det er selvfølgelig ikke i første omgang rytterens egen mave, jeg interesserer mig for i dette indlæg, men hestens. Især når vi kører til stævne tidligt om morgenen eller skal nå at træne før arbejde og skole.

Lad mig sige det med det samme: Jeg er sådan en, der skal spise med max tre timers mellemrum for ikke at få lavt blodsukker. Og det har jeg faktisk efterhånden lært at bruge som rettesnor for mine heste også.

Ind imellem træner jeg tidligt om morgenen for at kunne nå hele mit program, og ellers træner jeg ofte, når jeg kommer hjem fra arbejde, og hestene har gået på fold hele dagen. I begge tilfælde har jeg gjort det til en vane at sørge for, at hesten har noget i maven, før jeg sætter mig op.

Ude i naturen (hvor ingen af vores heste jo har levet) spiser hestene stort set konstant. Det betyder, at der danner sig et fiberholdigt lag i hestens mavesæk. Dette lag forhindrer sædvanligvis mavesyren i at sprøjte op en del af maven, der ikke er beskyttet mod syren.

Vi styrer foderet

Men moderne heste bliver fodret, når det passer deres mennesker, og forskning viser, at det beskyttende lag er langt mindre. Hvis du samtidig tager højde for, at det tager et måltid seks timer at forlade mavesækken igen, så er det ikke svært at regne ud, hvordan det står til tidligt om morgenen eller sent om eftermiddagen: Maven er tom – og syren kan springe frit rundt.

Vi forsøger selvfølgelig allesammen at fodre vores heste jævnt henover døgnet, men det er også svært at ramme en god balance mellem konstant tildeling af (strå-)foder på den ene side – og heste med tendens til overvægt på den anden. Mine egne heste går nu på fold ca. 12 timer i døgnet. De får wrap og halm ud om morgenen og kan nippe græs resten af dagen. Er jeg hjemme tidligt på eftermiddagen, kan jeg godt finde på at køre et læs stråfoder mere ud til dem, men mine ponyer kan ikke rigtig tåle at få for meget, så det er også et dilemma.

Strigler i boksen

Løsningen er for mig at tage Fritz ind i god tid, når jeg skal bruge ham. Han får lov at stå at spise wrap, mens jeg strigler ham, og hvis vi skal køre til undervisning, sørger jeg også for fyldt net i traileren. Det gælder i øvrigt også ponyerne, for selvom de er til den tykke side, må de ikke gå på tom mave. Så må jeg ‘sulte’ dem på et andet tidspunkt.

Jeg spurgte også min foderpusher, Karina fra Equifirst, om, hvad hun vil anbefale, hvis man vil give et måltid før ridning.

– Hvis ikke hesten har adgang til grovfoder inden rideturen, så giv den et par håndfulde fiberholdigt foder som fx Opti Fibre. Lange perioder mellem fodring er ikke godt for hesten, og mavesyren vil kunne forårsage mavesår og/eller ubehag. Det anbefales, at man som hesteejer sørger for max. 4 timer uden adgang til grovfoder, for at forebygge mavesår, og at man ikke træner hesten på helt tom mave, lød svaret fra Karina.

Og så tilføjede hun:

– Opti Fibre er glimrende, men man kan også lige køre en trillebør med grovfoder hen foran krikken, mens man strigler og sadler op!

Så der var vi jo ganske enige. God ridetur – og velbekomme til dig og din hest.

Kilde: The Horse