Jeg vænner mig aldrig til at miste mine heste

Jeg vænner mig aldrig til at miste mine heste

7. august 2020 Af Louise Hededam

I slutningen af juli måtte Max akut aflives. Selvom det nok tidligt stod klart for mig, at det var sådan, ulykken ville ende, var det ekstremt hårdt at sige farvel. Jeg vænner mig nok aldrig til det. 

Det var ikke sådan, det skulle ende med Max. I slutningen af juli gik han i panik i traileren, mens bagbommen var lukket i, men rampen var åben. Jeg stod oppe ved siden af ham og kunne ikke nå ned og udløse bommen eller lukke rampen, før det var for sent. Med uhyggelig kraft maste han sig ud under bommen og faldt om på jorden. Med brud på lændehvirvlerne var der ikke andet at gøre end at aflive i henhold til dyreværnsloven.

Chok og sorg

Jeg græd højlydt, da det stod klart, at det var den rigtige løsning at aflive, og jeg græd også, da han var helt væk. I minutterne op til lå han stille på jorden, og jeg bilder mig ind, at jeg beroligede ham, mens han stille og roligt forlod os.

Nu er han væk, og hverdagen skal lige så stille indfinde sig. Det var en voldsom oplevelse, og den sidder stadig i mig. Jeg kan dog mærke, at jeg er blevet en kende mere robust, fordi jeg for seks år siden måtte aflive min hest, som blev kørt ned og fik skåret det ene ben halvt igennem. Hun var heller aldrig blevet til ridehest igen. Det betyder, at jeg hurtigere er kommet mig rent fysisk denne gang, hvor jeg sidste gang var træt i flere uger. Men sorgen og savnet slipper man ikke så let for.

Sidste træning var 100%

Den onsdag, hvor ulykken skete, havde Max og jeg redet undervisning. Det var en virkelig god træning, og vi sluttede af med at ride galoppirouetter og changementer. Det var virkelig fedt. I ugerne op til havde jeg taget den svære beslutning, at jeg ikke fortsat havde råd til at have Max stående (han har aldrig været min). Der skulle derfor findes en løsning, hvor en anden overtog udgifterne, enten som part, lån eller salg. Den onsdag talte min underviser og jeg om, at det nok var smart at finde en, der ville fortsætte med at udnytte dressurpotentialet.

Billede taget fra video til militarystævne tidligere på året

Det er også det, jeg savner nu: Max’ evne til altid at være klar til at yde sit allerbedste. Hans lyst til at lære nye ting tror jeg aldrig, jeg har set i samme grad hos andre heste. Og derfor ville jeg nyde vores sidste uger eller måneder sammen med en masse sjov dressur. Måske kunne vi have nået at lære ham at lave serier også?

Jeg har både Fritz, Gøjs, Alohomora, pigernes to ponyer og gamle Andrea tilbage. Fritz er i genoptræning, så han skridter mest, og det er virkelig kedeligt, og ingen af de andre rider jeg på. Så jeg savner sgu Max, men det er nok i virkeligheden værre for Fie, Max’ ejer. Selvom det var af nød, hun stillede ham hos mig sidste år, da hun begyndte på studie, har hun været glad for, at han har haft det godt. Og deres liv sammen går jo mange flere år tilbage, end Max’ og mit gør. Så ind imellem græder jeg også lidt for Fie.

Må det være en velovervejet beslutning næste gang?

Foruden Max og Kicki, som begge måtte aflives efter voldsomme ulykker, har jeg faktisk kun mistet to heste, hvis man fraregner dem, der er solgt og døde i andres ejerskab. Det var Diabloo, min første militaryhest, og Nye Andrea, som var en forsømt pony, vi overtog til børnene på et tidspunkt. Hun skulle netop starte i Cushing-behandling, men var altså for medtaget og døde en nat i sin boks uden drama. Også Diabloo lå død i sin boks en morgen og har højst sandsynligt fået en blodprop. Han var i super form.

Selvom det lyder rimelig fredeligt, så er det stadig træls, at man ikke får sagt farvel, så jeg kunne rigtig godt tænke mig, at de næste, der skal herfra, kan aflives i ro og mag af en dyrlæge, mens jeg står og fodrer dem med gulerødder og får sagt ordentligt farvel. Jeg er sikker på, jeg stadig vil græde, men jeg vil sætte pris på at få lov til at vænne mig til tanken om, at de skal væk, før det sker.

RIP Max <3

https://louisehededam.ridersnotebook.dk/wp-content/uploads/sites/151/2020/08/img_5659.mov