Jeg har fået føl – og jeg er helt blank 🙄

Jeg har fået føl – og jeg er helt blank 🙄

6. september 2019 0 Af Louise Hededam

Efter flere års ventetid har jeg endelig fået mit første føl. Nu ved jeg, at jeg intet ved om den slags.

I søndags kom mit lille røde hoppeføl (Bøgegårdens Apollo/Kanudos XX/Royal Z II) til verden. Det var en uge før tid, og Gøjs klarede det hele selv, til trods for at hun var udstyret med folingsalarm. Den bippede ganske vist også – men opkald og SMS til min telefon udeblev, så jeg sov mig fra det. I øvrigt viste hun ikke tydeligere tegn på at skulle fole lørdag aften, end hun havde gjort de andre dage i den uge.

Lektie nr 1: Alarmen skal ind i soveværelset!

Det første døgn

Nå, men tilbage til søndag morgen og min slet skjulte begejstring over at vågne til et nyfødt føl. Jeg havde min veninde på besøg, fordi vi brugte lørdagen på at køre til Luhmühlen og se EM-terræn, og hun var også temmelig begejstret for den lille dame. Vi startede med at få strøet boksen lidt ekstra op, så vi kunne få føllet på højkant. Det var ikke så let.

Lektie nr 2: Lad lige føllet komme til hægterne, før du begynder at jage med det.

Da først hun var kommet på benene, og vi havde konstateret, at det var en hoppe, gik vi så i krig med at få hende til at patte. Jeg endte med at ringe til en genbo, som har fået en del føl, og hun kom og hjalp til.

Da først føllet havde pattet, lukkede jeg de øvrige heste ud på fold (øvrige heste…det kommer der også et opslag om snart!). Og så fik mor og barn ellers fred – sådan i hvert fald nogenlunde, for sådan en dyrebaby er jo kræs for piger på 9 og 11.

Skævben og foldtid for føl

Jeg har født to gange. Det var helt sikkert to nemmere fødsler end for gennemsnittet af kvinder, men begge gange har jeg haft brug for hvile. Derfor tænkte jeg, at Gøjs og føllet først skulle ud og på fold mandag.

I løbet af søndagen nåede jeg dog at tale med to veninder, og den sidste råbte nærmest af mig, at de da skulle have været ude at gå i løbet af dagen. På det tidspunkt var det mørkt.

Lektie nr 3: UD! Heste er lavet til at være ude, så de skal ud hurtigst muligt. Også så hoppen ikke bliver alt for vild/rastløs.

Nuvel, mandag morgen gik Christian og jeg en tur med dyrene, og da jeg kom hjem fra arbejde, kom de rigtigt på fold nogle timer.

Som du måske kan se på billederne, har jeg fået et temmelig skævt føl. Begge bagkant er helt bløde, og hun hælder ret meget til højre. Jeg har været lidt i panik og googlet og spurgt mig til råds, men …

Lektie nr 4: Når man har ligget krøllet sammen i 11 måneder, har man bløde knogler, led og sener, og det kan tage noget tid at rette ud.

Hvis hun ikke er rettet indenfor 8-10 dage, må vi til dyrlæge. Foreløbig har hun fået tilnavnet Skævben efter Hermiones røde kat i Harry Potter.

Følg med – det prøver jeg at gøre

Det er min første uge som føl-ejer, men det er næppe de sidste lektier, jeg har lært. Ser frem til at skulle håndtere, registrere, have smed, fodre – og alt det andet, jeg burde vide alt muligt om – den kommende tid.

Læs også: Hestens sundhed starter i føllets tarm

Læs også: 4 måneder til termin