BLOGINDLÆG: Stadig flere hingste bliver testet for WFFS, men mange hingsteholdere lader stadig til at synes, at det er en storm i et glas vand. Selv tænker jeg på, om min hoppe måske er bærer – og derfor har været længe om at komme i fol.

Jeg har før skrevet om min hoppe Gøjs, som endelig i oktober 2018 kom i fol. Det skete først efter fjerde inseminering – og året forinden nåede jeg at prøve tre gange uden held. Da hun nu kom i fol, var det med en ny hingst og den tredje i rækken af hingste, jeg har prøvet på hende. Ingen af dem er så vidt vides testet, og jeg har heller ikke selv fået Gøjs testet. Men jeg overvejer det faktisk, hvis jeg beslutter at sætte hende i fol igen (det sene føl i 2019 og hendes fremskredne alder får også betydning for min beslutning).

For i mine øjne er det ikke angsten for at få et levende føl med WFFS, som så enten dør af sig selv lynhurtigt eller må aflives. (Du kan læse mere om genet her) Det udfald ser der nemlig ikke ud til at være voldsomt mange hoppeejere, der har oplevet. Til gengæld kan der være tilfælde af dødfødte føl eller drægtigheder, der går i sig selv. Eller simpelthen fostre, der aldrig bliver til noget.

Bærer kastreret

De største hingstestationer herhjemme (og sikkert også mange af de hingsteholdere, der ikke har helt så meget omtale) har ladet deres hingste teste, og det synes jeg faktisk er meget positivt. Forleden faldt jeg også over et opslag på Facebook fra USA-baserede Charlotte Jorst, der køber stort ind af topdressurheste i øjeblikket. Hun har valgt at få Atterupgaards Botticelli kastreret, fordi han har vist sig at være bærer af WFFS-genet.

Charlotte Jorst får masser af positive tilkendegivelser på den beslutning, og derfor provokerer det mig, når man samtidig kan læse, at den anerkendte hingsteholder og avler, Paul Schockemöhle, gør nærmest grin med bekymringerne omkring WFFS ved at udlove en dusør på 10.000 euro til en hoppeejer, der ender med at stå med et føl, der er død af WFFS. Hans tilgang til det er, at det er en storm i et glas vand.

Men når man nu som jeg har brugt mange, mange tusinde kroner på at få en hoppe i fol, så er det da nærliggende at tænke på, om jeg står med en bærer, som jeg har forsøgt at ifole med en bærer – og derfor ikke har fået gevinst? Kunne viden om både hoppens og hingstenes gener have sparet hingsteholder for at tappe ekstra, mig for at betale dyrlægen for at inseminere igen og igen – og min hoppe for et forløb, hvor hun har skulle køre til dyrlæge i tide og utide og overnatte i dagevis på insemineringsstationen?

Den slags overvejelser synes jeg ærligt talt ikke, er en storm i et glas vand.

Af Louise Hededam – Ponymor i hvide ridebukser