Hvad er egentlig en rigtig børnepony?

Hvad er egentlig en rigtig børnepony?

18. februar 2019 0 Af Louise Hededam

Man kender det godt, når man sidder og ser på annoncer på nogle af heste- og ponysalgssiderne på Facebook (og hvem gør ikke det): ‘Børnepony søges, skal være absolut god til nybegynder’. Men hvad er egentlig en rigtig børnepony?

Jo, jeg har tre ponyer stående i min stald. Vi har Indi, som Tilde rider, og som er sit eget opslag værd på et tidspunkt. Så har vi gamle Andrea på 28 år, shetlandshoppe, staldens maskot og lige nu børnepony for hele to ‘parter’, som kommer og rider lidt op og ned ad vejen på hende, når de og deres mødre har tid. Andrea er så absolut en begynderpony – hun smider ikke af og bider og sparker heller ikke. Men hendes potentiale er begrænset, når børnene bliver for høje og efterhånden forstår det der med ridning.

Det ledte sidste år til Gabys indflytning. Gaby er en 3’er, vi har lånt af en sød pige og hendes mor. Agnes, som var 8 på dette tidspunkt, og jeg tog ud på Vestsjælland for at se Gaby, og det var vist kærlighed ved første blik for både Agnes, mig – og de to mennesker, der valgte at låne Gaby ud til os, efter Agnes havde haft bare én ridetur på hende.

Den gode børnepony lærer sin rytter nyt

I starten var Gaby fræk og gik fra Agnes, når det passede hende. Ikke for at være strid, men bare fordi hun var Agnes fysisk overlegen. Det krævede derfor, at jeg tog fat i hende nogle gange, og nu kan Agnes langt bedre håndtere hende selv. Hun bider og sparker i øvrigt absolut heller ikke, men har altså bare været lidt voldsom.

Under ridning tøffede hun i starten lige så stille rundt med Agnes, som kunne få lov at sidde med sine rideskoleschenkler og klappe løs i siden på hende. Efter lidt tid mente Gaby nok, at Agnes skulle sidde lidt mere korrekt, så hun begyndte at sætte farten op, når der blev sparket for meget.

Så måtte Agnes jo lære at sidde roligt!

For at styre farten valgte barnet undervejs at holde mere fast i tøjlen. Nu er Agnes radmager, så hun hiver ikke med så meget kraft, men nok til at Gaby måtte hive den modsatte vej, og pludselig havde vi nogle situationer med en pony med alt for meget fart på og hovedet faretruende tæt på jorden.

Så måtte Agnes jo lære at standse ponyen ved at gå op i brystkassen og ned i bøjlen!

Flere udfordringer

Til springning har mine piger nogle gange hoppet sammen med en af de lidt større piger, og springene er derfor blevet lidt højere. I sidste uge betød det en del stop for Agnes og Gaby, som i mine øjne hænger sammen med, at Agnes ikke har, hvad hendes træner kalder for ‘modige støvler’. Det resulterer i, at Gaby skal springe fra meget lav fart, og det bliver nogle lidt klodsede spring. Derfor lader hun til at tænke: ‘Hmmm, pigen falder nok af, hvis jeg springer det her spring i det her tempo’ – og vælger altså at stoppe.

Så må Agnes jo have lidt mere mod i støvlerne og dermed et bedre tempo – og så kan de springe!

Og det, der i virkeligheden fik mig til at tænke, at vi nærmer os den perfekte børnepony, det var lørdagens begivenheder: Vi er redet på banen, Tilde & Indi, Agnes & Gaby og mig & Fritz. Ejeren af banen har ordnet kanterne for ukrudt og efterladt en rive og en spade på volden rundt om banen, og da Agnes og Gaby for sjette gang skal forbi, bliver Gaby forskrækket og hopper til siden. Det resulterer selvfølgelig i, at Agnes ryger ud af balance og falder af. Og her kommer så det, jeg tænker, gør Gaby til den sødeste børnepony: Hun stiller sig og kigger helt undskyldende på Agnes på jorden – og selv efter Agnes er kommet op og har galopperet igen, og vi er på vej hjem, lyser det det bare ud af øjnene på Gaby: Undskyld, undskyld, undskyld.

Gaby på vejen hjem – hun så helt seriøst stadig flov ud over at have tabt sin rytter.

Børn skal i min optik ikke gå hele deres ponytid igennem uden at falde af, – så for mig, er det her en rigtig børnepony.