Hoppens foder kan påvirke føllets præstationer på konkurrencebanerne

Hoppens foder kan påvirke føllets præstationer på konkurrencebanerne

14. maj 2018 Af Line B

De fleste avlere ved, at hoppens fodring er vigtig for føllets udvikling, især de sidste tre måneder op mod folingen. Det har længe været kendt, at føllets vækst kan påvirkes, hvis ikke hoppen er fodret rigtigt, men nyere forskning tyder på, at der er langt mere på spil end blot vækst.

Til The Horse siger Morgane Robles fra den nationale landbrugsforskningsinstitut i Frankrig:
– Kvaliteten af fodringen for både føl og hopper er yderst vigtig hvis man vil optimere chancerne for succes på stævnebanerne eller i avlen.

Tynde hopper giver forsinket pubertet

Robles og resten af forsknerne bag FOETALIM undersøger gennem en lang årrække, hvordan miljøet under graviditeten påvirker føllets fremtid – både på kort og på lang bane. I et nyligt studie har de undersøgt hvordan to forskellige typer af foder påvirkede 24 angloaraberhopper og deres føl. Halvdelen fik udelukkende grovfoder, og resten fik både grovfoder og kraftfoder.

Hopperne fodret på grovfoder alene fik ikke nok kalorier til at holde huld, de tabte sig derfor i den sidste halvdel af graviditeten. De føl de folede havde dog normal vægt, og det var først et helt år senere, man kunne måle den rigtige effekt.

– Undervægt hos hopper i den sidste del af graviditeten påvirkede knoglevæksten, det kunne vi måle, fra føllene var 19 måneder gamle. Det viste sig også at påvirke udviklingen af testikler i negativ retning, dette kunne måles, fra føllene var 12 måneder gamle, og indikerer en forsinket pubertet. Sagde Robles.

Hvordan disse ændringer i knoglevækst og forsinket pubertet påvirker føllenes evner på konkurrencebanerne eller i avlen, vides ikke endnu.

Kraftfoder giver tidlig udvikling af OCD

Hopperne, der blev fodret på både hø og kraftfoder, kunne holde vægten i den sidste halvdel af graviditeten. Tilsvarende fik de ikke afkom, der viste de samme tendenser til forsinket pubertet eller nedsat knoglevækst. De havde tilgengæld en langt højere andel af afkom med OCD (forstadie til mus) som 6 mdr gamle. Dette udlignede sig dog senere, og da føllene var 24 måneder gamle, var der ingen forskel i andelen af føl med OCD blandt de to grupper. Føllene blev ikke undersøgt for OCD ved 12 og 18 måneder, hvorfor man ikke ved noget om udviklingen derimellem.

Undervægtige hopper kan give føl med lavere udholdenhed

Som en del af studiet fik alle afkommene korn i for store mængder, da de var mellem 20 og 24 måneder gamle. Dette påvirkede kun stofskiftet hos de afkom, hvor hoppen havde levet af grovfoder og været undervægtig. Den del kan have negativ indflydelse på deres evner til at præstere senere i livet.

– Overfodringen gjorde dem ikke bare federe, de udviklede også insulinresistens, hvilket kan påvirke musklernes evne til at gemme glukose i den anvendelige form glukogen; hovedenergikilden for muskler. Så teoretisk ville disse føl blive hurtigere trætte. Men for nuværende er det kun en hypotese, som ikke er blevet eftervist. Pointerede Robles.

Retningslinjer for fodring

På baggrund af deres studier har forskerne udviklet følgende anbefalinger til fodring af avlshopper og føl

  • Ved ifoling forsøg at have hoppen normalvægtig. 3-3,5 på en 5-punktsskala. Undgå alt over 4.
  • Under graviditeten skal hoppen have adgang til kvalitetsgrovfoder og vitaminer/mineraler. Giv så lidt kraftfoder som muligt, uden hun taber sig. Fordel fodringen over mange små måltider.
  • Efter fravænning af føllet skal det have adgang til nok grovfoder og et vitamin/mineral-tilskud og så lidt kraftfoder som muligt. Hvis føllet har brug for kraftfoder for at få nok kalorier eller protein, bør det udfodres mindst fire gange om dagen, for at undgå at sukkerindtaget på en gang bliver for højt.
  • Forsøg på at opnå jævn vækst og overvåg vækstraten jævnligt. Undgå perioder med for hurtig vækst da det kan give risiko for at udvikle ortopædiske problemer.

Næste del af projektet handler om overvægtige hopper og hvordan det påvirker føllets udvikling.

Pavo