I St. Bededagsferien var der internationalt militarystævne hos Stald Jørgensen/Team CEP i Kalundborg. Overordnet set var det en kæmpesucces for os ryttere, – alligevel sidder jeg tilbage med bekymringen for, om den slags stævner kan blive til noget i fremtiden. 

Danmarks flotteste terrænbane ligger i Kalundborg. Det er der ingen tvivl om, og det har weekendens stævne slået fast igen. Med en nyanlagt mark med god bund og Mikkel Jørgensens evne til at tænke nye, flotte forhindringer (samt vel også Lars Christenssons evner som banebygger) er der altså ikke andre arrangører herhjemme, der kan være med på den del. Og det siger jeg, selvom jeg selv er med til at arrangere stævner i min egen klub.

Fritz på springbanen i tyk dis. Jeg var en af morgenens første ryttere. Foto: Den Smukke Hut.

En ultrakort gennemgang af mit eget stævne: Jeg havde en skøn tur i terrænet, en ganske udmærket dressur – og en springning, der desværre bar præg af en elendig opvarmningsbane og et uheldigt regnvejr dagen forinden. Men det har sådan set ikke så meget med dette indlæg at gøre. Min bekymring går nemlig især på, om militaryryttere er klar over, at der er brug for dem som hjælpere, hvis stævnerne skal lykkes.

Alle ryttere kendte hinanden

Da jeg begyndte at ride military i 2006, kendte alle ryttere hinanden. Man vidste sådan nogenlunde, hvem der ville vinde, og CNC90 hed i øvrigt Debutant, mens CNC100 hed Let, og 80 var noget, man fyldte efter 79. Der var nogenlunde det samme antal stævnearrangører herhjemme som nu – eller lidt færre. Jeg har ikke statistik på det, men min hukommelse siger mig, at der var færre stævner – og måske også færre starter til stævnerne. I hvert fald var der færre klasser til de enkelte stævner.

Til Kalundborgs stævne sidste weekend var der 11 klasser (elleve!!) og i alt 166 starter. Det er HELT VILDT MANGE RYTTERE til et militarystævne. To af de internationale klasser havde dressur fredag, mens alle de nationale kørte som én-dags-stævne og resten havde dressur og terræn lørdag og spring søndag.

Fritz i terrænet. Foto: Den Smukke Hut.

Og mens stævnet som nævnt ovenfor forløb rigtig fint på virkelig mange punkter, så bar optakten præg af, at der måske var slået større brød op, end der var ekspedienter i butikken til at bære frem til kunderne (kæk omskrivning, hva?). Stævnet blev med få ugers varsel ændret til at være internationalt, planlagte klasser blev ændret, og der blev altså lagt flere til for at tilgodese flest mulige ønsker.

Og det stod lysende klart både op til stævnet og under stævnet, at der ikke var hjælpere nok. (Er du ikke militaryrytter, kan jeg fortælle, at der foruden skrivere til dressuren, banepersonale på springbanen, speakere, folk i sekretariatet og sammentællingen, samt imødekommende mennesker i cafeteriet, også skal bruges uhyggeligt mange frivillige til at sidde som terrændommere i temmelig mange timer).

Ikke helt klar

Op til stævnet manglede vi tidsplaner og rytterinfo. Vi var en del ryttere, der skulle ride vores tre discipliner meget komprimeret lørdag og derfor tog til Kalundborg for at gå bane fredag. Men selvom vi var meget tæt på stævnets start, blev der stadig knoklet med at få terrænbanerne færdig, og to af springene på min bane var sågar ved at blive bygget.

Alle officials til stævnet gjorde deres bedste for at få det hele til at glide. Foto: Den Smukke Hut.

Igen skal jeg understrege, at ovenstående ikke på noget tidspunkt er en kritik af arrangørernes indsats; jeg tror ikke på, at nogen i Kalundborg og omegn kunne have løbet hurtigere!!

Om kort tid er der DM for klubhold i military på Kallehavegaard ved Randers. Dagen efter udløb af anmeldelsesfristen lavede klubben et opslag, hvori der stod, at rekordmange har tilmeldt sig stævnet. Også dette stævne har for længst skrevet på Facebook, at der mangler hjælpere. Til det seneste stævne i min egen klub havde vi også et meget stort antal deltagere. Vi har heldigvis arrangeret militarystævner i så mange år, at vi har en fast skare af hjælpere, og derfor lykkes det altid at få dækket alle pladser ind.

Findes der en løsning?

Men hvad med de yngre klubber (i militarysammenhæng)? Hvordan skal de overleve, hvis de 1) altid har svært ved at samle hjælpere nok, 2) prøver at stille alle tilfredse og så ender med så stort et setup, at de knækker nakken på det?

To af de meget værdsatte hjælpere, der brugte lørdagen som terrændommere i Kalundborg. Foto: Den Smukke Hut.

Jeg kan ikke svaret på det her spørgsmål. Jeg håber dog virkelig meget, at alle de nye ryttere i disciplinen (og der er kommet rigtig mange til de seneste år) vil føle en form for ansvar for, at nok klubber kan og vil arrangere stævner. Det kræver helt sikkert, at man som rytter bakker op om en klub og hjælper til – både på arbejdsdage, og når man ellers har tid.

Det kan også være, at vi som klubber fremover skal se anderledes på det her med at arrangere stævner. I Sverige er det ikke unormalt, at man deler et stævne op over flere dage (eller weekender), så der ikke skal afvikles terræn for 11 klasser på en enkelt dag. Måske skal vi overveje at gøre det sådan herhjemme? Og så håbe på, at dem, der rider stævne lørdag, gider hjælpe som forhindringsdommere søndag og omvendt?

En løsning kunne også være at lokke flere klubber til at afvikle de mindre klasser (60, 80, 90 og 100), og så lade andre klubber afholde 1*, 2* og 3*. Jeg vil tro, der efterhånden er ryttere nok til det. Spørgsmålet er så bare, om de er villige til at hjælpe i den lokale klub, så der altid er hjælpere nok?!

Du kan se resultaterne fra stævnet her. Og her kan du høre, hvad den nye generalsekretær i DRF blandt andet mener om klubber og frivillighed.