Gode råd til køb af føl

Gode råd til køb af føl

21. maj 2018 Af Louise Hededam

Det er næsten ikke til at åbne sin facebook eller instagram i øjeblikket uden at støde på billeder af nuttede føl i stalden, eller stort travende føl på marken. Føltiden er over os, og mange føl bliver hurtigt sat til salg. Her kan du læse Horsedocs guide til køb af et sundt føl:

Føl til salg – ‘passet med alt’.

Når sælgere annoncerer med at føllene er passet med alt, så vil det i reglen betyde følgende:

  • at føllet er blevet chipmærket,
  • har hestepas
  • har fået den første (og nogle gange den anden) ormekur

Er føllet vaccineret?

Føllet bør også have fået den første af tre basisvacciner mod influenza og stivkrampe. Første vaccine gives, når føllet er femmåneder gammelt. Det ses mindre hyppigt, når det drejer sig om islændere, at føllet har fået den første af de tre basisvacciner.

Hvorfor avlere af islændere sjældnere får vaccineret deres føl end f.eks.varmblodsavlere, kan have noget at gøre med økonomi. Der er også en opfattelse af, at islændere tilhører en særligt sund race af heste, der ikke behøver vacciner, medmindre de skal starte stævner.

Dette er naturligvis misforstået, men ikke desto mindre en opfattelse, som jeg møder ret ofte.

Har føllet fået tjekket hove og rettet benstilling?

Endnu sjældnere er føllene blevet tilset og beskåret af en beslagsmed. Dette er ellers en skam, fordi mange benstillingsfejl, som kan plage hesten som voksen, kan rettes, hvis der sættes ind indenfor føllets første leveår.

Her er det vigtigt at anvende en registreret beslagsmed, som er bekendt med korrektion af benstillingsfejl.

Skal føl have tjekket tænder?

Det er uhyre sjældent, at vi bliver bedt om at kontrollere tænderne på føllene ved fravænningsalderen. Det er også ret sjældent, at der allerede på dette tidspunkt er opstået problemer med tandsættet, men medfødte tandfejl ville man naturligvis kunne opdage også på dette tidspunkt.

Hvad bør man tjekke, når man køber et føl?

Alle disse ting er dog anbefalelsesværdige tiltag, der tager sigte på at sikre føllet en god opvækst uden for mange undgåelige sygdomme og skader. Hvis en sælger reklamerer med at føllet er “passet med alt” bliver du dog nok spørge ind til om der er tale om:

  • chip
  • pas
  • ormekur
  • vaccine
  • hove
  • tænder

“Alt” kan godt være relativt!

Denne artikel er oprindeligt skrevet af Horsedoc.dk