Fritz kunne være blevet aflivet i fredags, men jeg giver ham en chance mere

Fritz kunne være blevet aflivet i fredags, men jeg giver ham en chance mere

13. september 2020 0 Af Louise Hededam

Det her er ikke mit år, og i stedet for at stå med en genoptrænet hest i slutningen af denne måned, står jeg nu med ingenting. Udover en dyrlægeregning og en hest, der er dømt helt ude. Fritz står dog stadig i stalden, og her vil jeg fortælle hvorfor. 

I april tog jeg til dyrlægen med Fritz, som var halt. Jeg kunne ikke rigtig vurdere, hvilket ben den var gal med, og dyrlægen var også ved at sende mig hjem igen med uforrettet sag. “Den har aldrig gået bedre,” lød det. Og det er sandt – Fritz var faktisk begyndt at bruge sig helt fornuftigt og kunne endelig trave. Men var altså også hæmmet af et eller andet. Flere undersøgelser endte med at vise en irritation i et ledbånd i højre bagkode. Det har vi så behandlet på, og for et par måneder siden begyndte jeg genoptræning.

Den sidste måneds tid har Fritz dog været lidt on-off halt. Han har haft en øm sål, og med lædersåler på begge forhove var han fin igen. Så gik der en uges tid med fortsat genoptræning, og så var han uren igen.

Ikke rigtig nogen tvivl om det, så han var ved dyrlægen i mandags, hvor vi blokerede os op igennem højre forben. Da han var godt bedøvet ud omkring knæ og gaffelbåndstilhæftning, så vi en bedring i bevægelsen. Jeg blev sendt hjem igen med aftale om ny tid fredag til scanning og røntgen.

Altid skadet?

Vi skal lige forbi en hurtig forhistorie, hvis resten skal give mening: Jeg købte Fritz kort før jul i 2015. Han blev 5, da vi rundede nytår, og efter et halvt års tid var han halt og måtte til dyrlægen. Her fandt vi røntgenforandringer i højre forknæ og en skade på gaffelbåndet samme sted. Måske en ældre skade. På dette tidspunkt får jeg at vide, at han som føl brød ud af sin boks (jeps, livslangt mønster) og pådrog sig en skade på … højre forknæ. Han var lukket inde i en måned, og så var han rengående igen.

Så i sommeren 2016 behandlede vi gaffelbåndsskaden, og han blev genoptrænet efter et stramt program. Han har altid være lidt kortere gående på det ben, og vi har i perioder haft en lædersål på for at give ham lidt ekstra længde (og lidt stødabsorbering). Og han har i store træk virket.

Ændrede planer

Fritz’ præstationer har stort set altid været svingende, og i efteråret 2019 tog jeg en beslutning om, at han nok ikke var rigtig gearet til military. Det gav mig den bedste springsæson nogensinde. Fritz tog præmie med hjem fra samtlige springstævner i 2019 og 2020 (faktisk også i 2018, ser jeg nu, men der var ikke så mange starter). Så jeg har faktisk set frem til at fortsætte som springrytter på Fritz og havde håbet at ride LA* og LA** den kommende vinter.

To sløjfer med fra Slangerup-Lynge i november 2019

I fredags blev det håb godt og grundigt slukket. Knæet på højre forben har ikke nye forandringer i forhold til 2016, men pibeknoglen har et pænt stort ødem, og gaffelbåndet er rigtig grimt oppe ved tilhæftningen. Jeg tror, og det sagde jeg også til dyrlægen, at jeg efterhånden har fået fikset resten af kroppen på Fritz med fysioterapi og korrekt ridning, så han ikke længere har kunnet kompensere for det forben. Og så træder haltheden bare virkelig tydeligt frem.

Dommen: Det her bliver aldrig godt, – han er færdig.

Ny plan igen

Da jeg fik beskeden i fredags, overvejede jeg helt seriøst at få ham aflivet på stedet. Fritz er ikke forsikret, så det er min og kun min beslutning. Nu havde jeg alligevel grædt over min kat – og for 1½ måned siden også over Max – så vi kunne lige så godt få det overstået. Men jeg ombestemte mig og tog ham med hjem igen.

Nu har jeg så brugt de seneste to døgn på at tale med venner og veninder og ikke mindst min mand om, hvad der er klogt at gøre. Det stod hurtigt klart, at han ikke skulle aflives lige nu og her. Tanken var at lade ham gå et par måneder og så ofre penge på endnu en scanning og røntgen hos en anden dyrlæge. Ikke fordi jeg ikke har tiltro til min egen dyrlæge, men for at få en second opinion. Fritz’ liv er vigtigt nok til det. Nu er tidsperspektivet imidlertid ændret, fordi jeg har lavet lidt research og fået en del spændende beskeder fra venner og bekendte: Måske afliver vi vores skadede heste, fordi udsigten til at gøre dem raske, er for lang, lød det fra én kant. Måske gør vi det, fordi det er for dyrt at have dem stående i 1-2 år uden at virke, lød det fra en anden. Og måske skal vi vænne os til, at en hest godt kan have en kronisk skade og stadig have en eller anden berettigelse i sporten, sagde en tredje.

Foldbumsen Fritz

Så nu bliver det sådan her: Fritz går herhjemme og hygger sig. Han får taget skoene af, og hvis jeg kan undgå at lægge dækken på, gør jeg det. Han får mad, får ordnet boks og bliver holdt øje med. Og ellers får han lov at være hest i mindst et år uden at skulle yde noget som helst. Bliver han pludselig halt eller mistrives med at være foldbums, lægger jeg en ny plan. Får jeg pladsmangel i stalden, må jeg også se på, om han evt. skal være bums et andet sted. Men indtil videre sætter jeg pris på, at han kom med hjem i traileren i fredags.

Han er ni år gammel. Står han et år eller to, er han stadig relativt ung. Og tænk engang, hvis han i 2022 eller 2023 kan være overgangshest for Tilde og springe lidt LC og LB – så har han sgu stadig en berettigelse her på jorden. Og ellers må jeg jo bare lægge en ny plan. Igen.

P.S. Du har sikkert tænkt det, og du har ret: Jeg har så ikke noget at ride på nu. Gøjs får sko på igen snart og må være hyggedressurhest en 3-4 gange om ugen, mens jeg ikke har andet at ride på. Og det hygger hun sig med. Hun skal ifoles til foråret, så hun kan sagtens holde til let ridning et lille års tid. Alohomora er lige blevet 1 år, så der går noget tid. Og altså – så er jeg jo bare ponymor, indtil et eller andet en dag ændrer sig …