Fortsat problemer med velfærd og doping i distancesporten

Fortsat problemer med velfærd og doping i distancesporten

18. april 2018 Af Line B

For fem år siden nedsatte FEI et udvalg under Clean Endurance, der skulle komme med anbefalinger i forhold til stigende bekymringer for distancesporten i FEI-gruppe 7 (Mellemøsten). De Arabiske Emirater har en købekraft og villighed så stor, at 50% af de FEI-registrerede distanceheste er registreret gennem dem. Et år efter var udvalget klar med sine anbefalinger. Planen var at implementere tiltagene hurtigt, men her fire år senere må man konstatere, at ca. halvdelen aldrig er kommet i spil, og af dem der er kommet i spil, er en del kun implementeret halvt.

Fortsat mange problemer med skader og dødsfald

I december 2017 kom det frem, at rideforbundet i De Arabiske Emirater måtte ændre resultater på konkurrencer tilbage i tid efter en afsløring af, at 26 heste, der døde på samme dag, som de havde deltaget ved konkurrence, var registreret forkert, og derfor ikke fremgik af de officielle statistikker for de alvorligste skader. Dette til trods for at der netop skulle være strengere registreringskrav jævnfør anbefalingerne fra Clean Endurance.

Ved det nyligt afholdte Distance Forum var der igen fokus på problemerne. Clean Endurance holdt et oplæg, hvori det blandt andet fremgik, at på nogle områder er situationen forværret siden 2014. Der ses højere gennemsnitshastigheder for vinderne, på trods af videnskabelige studier der viser en klar sammenhæng mellem frakturer og hastighed. For nogle konkurrencer er gennemførselsraten helt ned til 15%, og det peger på, at selvom dyrlægerne nu i højere grad trækker heste ud, der ikke er i form til at fortsætte, har ryttere og trænere ikke forbedret deres management.

Dopingsagerne hober sig op

Ud over de nævnte problemer med hestevelfærden er det velkendt, at distancesporten udgør størsteparten af de dopingsager, der behandles i FEI Tribunalet. Ud af de prøver, der bliver taget ved konkurrencer i De Arabiske Emirater, er i gennemsnit 11,9% positive. Det er mere end 1 ud af 10 heste, der testes positive og mere end 10 gange så mange som gennemsnittet for resten af verden. På trods af at De Arabiske Emirater bliver kategoriseret som havende høj risiko, blev der kun taget prøver på 4% af ridtene ved starter i De Arabiske Emirater sidste år.

Betydning for hestesport generelt

Det er vigtigt at holde sig for øje, at dette ikke er et problem isoleret til distancesporten. I oplægget fra Clean Endurance fremgår det blandt andet:
– I en tid hvor Den Olympiske Komite varsler ændringer i antallet og sammensætningen af sportsgrene, skal hver gren sælge sig selv bedst muligt. Skandaler omkring doping og hestevelfærd i distancesporten kompromitterer de tre olympiske discipliner: dressur, spring og military. Distancesporten lader “sin familie” i stikken og det kan ikke fortsætte.

Strengere krav og mere kontrol

For at komme problemerne til livs blev det foreslået at stramme kvalifikationskravene, så ekvipager skal have en gennemførselsprocent på 66, for at måtte avancere til næste niveau. Endvidere blev det foreslået, at trænerne af hestene også skal registreres, og skal kunne straffes ved overtrædelser. I De Arabiske Emirater holder man nemlig distanceheste i et system, der minder mere om galopsporten herhjemme: Hestene trænes af træningsryttere. De ryttere, der rider dem i konkurrence, er jockeys, der er udvalgt efter resultater, eller er udlændinge der flyves ind til begivenheden. Således hjælper det ikke på hestevelfærden kun at straffe rytteren.

Nogle tiltag er allerede klar til 2019. Det drejer sig blandt andet om at øge hvileperioden for heste, der har gået konkurrence med mere end 20 km/t i gennemsnit. Derudover vil antallet af dopingprøver ved stævner i De Arabiske Emirater blive sat op.